Syntax for begyndere

1+

Jeg arbejder med en dansk dreng, der skal begynde i børnehaveklasse lige om lidt. Hans temmeligt store udtalevanskeligheder er ved at være på plads, og nu resterer ‘kun’ en enkelt syntaktisk regel, som han ikke har fået styr på: V2-reglen …

V2-reglen siger, at verbet (V) skal komme på plads nr. 2 i sætningen i fremsættende hovedsætninger: pigen (S) + spiser (V) + fisken (O). Om dansk kan man således sige, at det er et SVO-sprog.

Wikipedia forklarer det således:

Drengen har for så vidt fint styr på at konstruere SVO-sætninger. Hans vanskelighed består i virkeligheden i, at opskriften ikke er universel, og at vi på dansk ret ofte bruger omvendt ordstilling, hvor verbet kommer før subjektet.

Når han skal spørge, lyder det typisk sådan her: “hun (S) kører (V) bil (O)” eller “hvorfor (forfelt) du (S) har (V) briller (O) på”. Den slags sætninger er jo ikke svære at forstå, men korrekte er de heller ikke – i hvert fald ikke, hvis de skal være spørgsmål. Oven i de grammatiske udfordringer er der den besværlighed, at drengens prosodi lyder ens, om han siger “hun (S) kører (V) bil (O)” som en konstatering eller som et spørgsmål.

Den korrekte version af spørgsmålene er som følger: “kører (V) hun (S) bil (O)?” og “hvorfor (forfelt) har (V) du (S) briller (O) på?” – altså en VSO-opskrift.


Nu blir det lige lidt nørdet, så du kan hoppe ned i teksten, hvis grammatiske forklaringer ikke har din store interesse …

Jeg har nemlig fundet et par – synes jeg selv – ret gode oversigter over, hvordan det er med placering af sætningsled i danske sætninger.

»Danske sætninger bestemmer de forskellige ledfunktioner ved den rækkefølge, ordene har i sætningerne. Ordene står i bestemte felter. Som udgangspunkt begynder en dansk sætning med grundleddet (subjektet), fortsætter med udsagnsleddet (verballeddet), føjer andre nødvendige led til (hensynsleddet (det indirekte objekt) og genstandsleddet (det direkte objekt) eller omsagnsled til grundled (subjektsprædikatet) og eventuelt omsagnsled til genstandsled (objektsprædikatet)) og ender med alle mulige andre oplysninger (tid og sted, handlingen finder sted på osv.).

Det er hovedmodellen, men der er variationer. Man kan flytte et af leddene frem først i sætningen til et felt, man kalder forfeltet, eller det kan være et spørgsmål, man stiller i sætningen – så bytter subjekt og verballed plads (inversion). I alle disse sætninger sætter man en nægtelse (ikke) eller tilsvarende sætningsbiord (f. eks. jo) efter verballeddet og subjektet (uanset hvilken orden, de står i) – og sådan kan man kende en hovedsætning på dansk. Men i ledsætninger kan subjektet ikke komme efter verballedet, og sætningsbiord står mellem subjekt og verballed« (Simon Laursen på Ribe Katedralskoles hjemmeside).

Simon er græsklærer, derfor er hans eksempler ‘græske’ 🙂


I klinikken har vi lavet et ocean af aktiviteter med spørgsmål for at illustrere, at man spør ved at bytte om på subjekt og verbum, fx:

  • hvem-er-hvem, hvor man skiftes til at spørge hinanden: “har (V) dit monster (S) tre øjne (O)?” og “har (V) dit dyr (S) pels (O)?”
  • købmands- & indkøbsspil, hvor det er oplagt at spørge med sammensatte verber (kan købe, må få): “kan (V) jeg (S) købe (V) osten (O)?”
  • sænke slagskibe, hvor spørgsmålene er af typen: “har (V) du (S) et skib (O) på G2?” og “er (V) der (S) noget (subjektsprædikat) på H8?”
  • find forskellene, hvor vi spør: “har (V) din hund (S) et kødben (O)?” og “hvor (forfelt) er (V) hestens øjne (S)?”

For variationens skyld – dvs. for ikke kun at spille spil – har jeg lavet en ny aktivitet til ham, hvor vi bruger en billedbog med masser af gentagelser i, for så kan vi bruge plottet i historien til at konstruere og lege med vores sætninger. Jeg er så heldig at sidde i et netværk med logopæder, der arbejder efter Karlstad-metoden, så jeg er blevet inspireret af dem til at farvelægge de forskellige ordklasser.

Derfor er alle mine billeder med subjekter røde, mine verber er blå, mine tidskonjunktioner er grønne, og min tegnsætning er hvid. Det sidste passer ganske vist ikke helt med Karlstad-principperne, men jeg tænker, det går nok alligevel …

På bagsiden af hvert kort har jeg sat en lille klat Aleene’s. Der skal ikke særligt meget til, har jeg fundet ud af – jeg har i hvert fald puttet alt for meget på mine kort, for de klistrer ret voldsomt 🙂

Aleene’s tack-it over & over liquid glue ~ sæt en lille klat bag på et billede, så fungerer det på samme måde som en post-it: den kan klistre og pilles af igen i lange tider …
Untitled
kort med Aleene’s på – alt for meget 🙂
Untitled
når limen har tabt sin farve, er kortene klar til at blive brugt som post-it-notes

Vi arbejder med bogen om krokodillen Finn Herman, for plottet er så herligt enkelt og skørt.

Sætningerne i vores genfortælling har alle den samme skabelon: Finn Herman spiser X (en and, en kat, en dreng …). Af ordklasser har vi således brug for:

  • verber: spiser
  • substantiver: Finn Herman (egenavn), and, kat, hund, dreng, elefant, mand
  • tidskonjunktioner: først, så, til sidst
    • her har jeg måttet finde på symboler, der kan vise en rækkefølge
  • tegnsætning: !, ?
Untitled
tidskonjunktionerne først, så, til sidst

Untitled

Og hvordan har vi så arbejdet med bogen?

Untitled
her er handlingen – meget kort fortalt – i historien

Først læste jeg historien under megen moro, for drengen var ikke mange sekunder om at gennemskue plottet. Jeg introducerede ham derefter til kortene med betydningerne ‘Finn Herman’, ‘spiser’ og de 6 ‘ofre’. Kortene satte vi op på døren, så det var nemt at overskue dem, og dernæst hjalp vi hinanden med at genfortælle historien – én ‘scene’ ad gangen.

Så introducerede jeg kortene med tidskonjunktionerne på, og gik i gang med at fortælle historien igen – denne gang som én sammenhængende historie: “Først spiser Finn Herman anden.” “Så spiser Finn Herman katten.” Tredje ‘scene’ fortalte drengen, mens han satte billederne på døren: “Så Finn Herman spiser hunden.”

Untitled
her er vi i gang med at fortælle historien som én sammenhængende fortælling mha. tidskonjunktionerne

Og dét, der kan være svært at forklare, når man kun har den auditive hukommelse at arbejde med, var nu med ét ret let at vise ham – han ku tydeligt se på farverne, at hans sætning havde billederne i en anden rækkefølge end mine to lige ovenover.

Hopsan! Så tog vi en snak om ordet ‘så’ og lavede sætningen om med drengen som fortæller og mig som assistent. For hver af de sidste 3 scener ville han igen helst ha ordene i SVO-rækkefølge, og så tog vi endnu en snak.

På sigt tænker jeg, at kortene vil kunne bruges til at stille spørgsmål à la “spiser Finn Herman anden til sidst?”, “spiser Finn Herman anden først?”. Og måske kan jeg også bruge dem vil at vise ham noget om forskel på subjekt og objekt: “spiser Finn Herman anden?”, “spiser anden Finn Herman?” og især noget om forskel på fremsættende og spørgende sætninger.

Untitled Untitled

Skriv et svar