At klappe stavelser gør jeg med alle de børn med fonologiske vanskeligheder, som jeg har i stald. Det kan være endog meget abstrakt for børnene at bevæge sig fra at tale om, hvad et ord betyder, til at tale om, hvordan det lyder – og hvilke lyde, der er med i ordet, når vi siger det. Som et trin på vejen dertil er stavelser god træning.
»Det er skægt at gå på opdagelse og finde ud af, hvor mange ’klap’ (dvs. stavelser), der er i ordene. Særligt sjovt er det med børn, hvis dialekt har mange stød. Fx er der 6 stavelser i Hundested, hvis man spørger børn derfra (Hu-un-dee-ste-ed), og 4 i nabobyen Torup (To-o-ru-up). Disse børn er også overbeviste om, at der er mindst 2-3 stavelser i bil (bi-i-il).
Nogle børn synes, deres navne er kedeligt korte (Ras-e-mus), og så kan man jo bare tilføje en ekstra stavelse eller 2 …!
Det kan dog være svært både at skulle klappe og tælle på én gang! Prøv i stedet at markere med fingrene på den ene hånd, hvor mange gange, der er klappet – så kan barnet nemlig bruge sin energi på at klappe først og tælle bagefter« (citat fra Logopædisk værktøjskasse).
Når jeg skal introducere barnet til stavelser, begynder jeg altid med at vise ham, at man kan klappe navne: Ka-ro-li-na, Mag-nus, Liv, E-li-as. Man kan jo faktisk klappe alle ord! Derefter spiller jeg ‘Læs klap husk’-spillet med barnet og hans forælder/forældre på følgende måde:
- jeg fortæller, at jeg har et spil, hvor dem, der har lavet spillet, har tegnet prikker på hvert kort for at vise, hvor mange klap der er i ordene, og at jeg har brug for barnets hjælp til at tjekke, om de har gjort det rigtigt!?
- alle kortene lægges på bordet med bagsiden opad
- ét kort tages fra, uden at vi ser det – det er nu ‘det hemmelige kort’, som det gælder om at finde makkeren til
- jeg tar et kort, benævner det langsomt (fx ‘giiiiraaaaf’), klapper det (gi-raf), tjekker med barnet, om han også får det til at være 2 klap?
- vi tæller prikkerne på kortet, klapper ordet igen – eller stritter først med 1 finger og så med 2 (og 3, hvis det er et 3-stavelsesord), efterhånden som vi siger ordet
- vi blir enige om, at JO! det her ord har sørme 2 klap, så dét kort er i orden
- barnet tar det næste kort, som vi benævner langsomt, klapper, tjekker enighed om
- eftersom jeg arbejder i Nordsjælland, har børnene typisk rigtigt mange stød i deres dialekt – de fleste 1-stavelsesord siges derfor som 2-stavelses: mu-us, ka-at
- når barnet klapper et ord som ka-at, spørger jeg ham: eller hedder det ka-a-a-a-at? – mens jeg klapper stavelserne
- det kan han som oftest godt høre, at det ikke hedder, så det får vi os et grin over og blir enige om, at JO! å det her har kun 1 klap, ligesom der står på kortet, at det har
- far, mor eller pædagogen tar det næste kort, som han/hun og barnet benævner langsomt, klapper, tjekker enighed om
- sådan fortsætter vi, til vi får et stik med 2 ens kort, som vi så lige klapper én gang til for at være helt sikre på, om det nu er rigtigt, at ordet har enten 1, 2 eller 3 stavelser
- barnet er ansvarlig for at holde styr på vores stik, så han sidder med en æske, hvori alle stik skal lægges – og det er også ham, der tjekker, når vi kun har ét kort tilbage, om det sidste kort passer sammen med ‘det hemmelige kort’, for hvis det gør det, har vi løst opgaven og fundet alle stikkene!
Når barnet har styr på at klappe stavelser, får han et par førskoleopgaver om stavelser med hjem som lektier de næste 3-5 gange, så jeg ved, at han også får trænet det derhjemme eller i børnehaven sammen med en voksen. Jeg har fundet en masse gode klappe-stavelses-opgaveark hos gratisskole.dk, som du kan downloade ganske gratis.
Jeg har en opslagstavle med stavelsesopgaver på Pinterest, hvor der ligger en del gode opgaver. Og så har jeg lige lavet 5 opgaveark med stavelsesopgaver, der hver især har fokus på et givent forlydsfonem: hhv. f, g, j, k og s. Disse opgaveark ligger i min Teachers-pay-teachers-butik. I forvejen ligger der 5 stavelsesopgaver med hhv. bl, k, sd, ɕ og v.
Når jeg arbejder med små grupper af børn, leger jeg ofte en stavelsesleg med dem på følgende måde (endnu et citat fra Logopædisk værktøjskasse):
»I taleklassen gør vi det, når vi snakker om stavelser (eller klap), at jeg tegner 7 parallelle kridtstreger på gulvet med cirka en fodlængdes afstand imellem. Mellem de 2 første streger skriver jeg et 1-tal ude i den ene side, mellem de 2 næste skriver jeg 2, mellem de næste skriver jeg 3 … op til 6. Ved siden af hvert tal stiller jeg en skål eller en lille kurv.
Børnene står i kø og skiftes til at få udleveret et billede af noget, som de skal finde ud af antallet af stavelser i. For hver stavelse går vi ét skridt mellem stregerne, så det er nemt at se, hvor mange skridt, klap, stavelser, der var i det givne ord. Ordet – dvs. billedet af det – lægges i skålen/kurven, og barnet stiller sig om i køen.
Når alle ord er ’blevet gået’, laver vi en lille konkurrence mellem skålene – hvilken har fået flest billeder?«
Endelig er der en sjov app, der arbejder med stavelsesdeling: Ordkøkkenet. Den kan anbefales som ‘lektie’, så barnet kan få trænet hjemme.
Hejsa, er begyndt at lære min 4 årige lidt om stavelser – og har lidt udfordringer med min mands navn. Mi-cha-el eller mi-chael ? Jeg håber, at du kan løse vores lille familie fejde. Der er også en Poul og en Charlie hvor vi heller ikke er enige.
Super god side som jeg vil kigge mere på.
Hej Tina!
Det er i virkeligheden en gigantisk hvepserede at afgøre, om diftoner (‘ael’ i Michael) ska regnes som én eller to stavelser. Selv ville jeg ta en snak med barnet om, at man ka vælge begge dele. Og så ville jeg lade det komme an på, hva der gir bedst mening for barnet.
I nogle tilfælde er det selvklart ‘bedst’, når der er mange stavelser, og i andre gælder det modsatte. Hvis I taler en dialekt med mange stød i, har nogle stavelser endog rigtigt mange stavelser. Jf eeksemplerne fra Hundested og Torup.
Hvis diskussionerne udarter sig, ka du nøjes med ord, hvor der ikke er tvivlsmuligheder 😀
/Ulla