Find forskellen(e)

Jeg er konstant på jagt efter aktiviteter at lave med ‘mine’ børn – især er jeg på udkig efter aktiviteter, hvor sproget er nødvendigt for at udføre dem. Mange aktiviteter, hvor man skal fortælle, forklare, spørge og svare, er gode eksempler på netop dette. Og når man skal lede efter forskelle, er det oplagt at spørge og svare …

På min Pinterestopslagstavle om forskelle har jeg samlet en masse billedpar, hvor et antal detaljer adskiller de 2 billeder i parret. Som fx billederne af drengen med den røde kasket.

Jeg laver aktiviteten som et barrierespil (se indlægget her). Barnet og jeg får et billede hver – jeg får fx billedet, hvor drengen har begge øjne åbne, og barnet det billede med 1 åbent og 1 lukket øje. Vi sætter vores billeder fast på hver vores magnettavle, så vi kun kan se vores eget billede. Vi skiftes til at spørge hinanden:

  • har din dreng blå bukser på?
    • begge drenge har blå bukser på, så det er ikke dét, der er forskellen …
  • har din dreng sko på begge fødder?
    • jeps – heller ikke den forskel, vi er på udkig efter …
  • er hans kasket rød?
  • har han en lap på det ene lår?
  • har han hænderne på ryggen?
  • er begge hans øjne åbne?
    • nej – han blinker på det ene øje!

Den, der gætter forskellen, har vundet 1 point. Undervejs, når vi har spurgt og ikke fundet forskellen, sætter vi begge en lille magnet på den detalje, der er spurgt om, så vi slipper for at spørge om det samme flere gange, fordi vi har glemt, hvad vi allerede har spurgt om.

Aktiviteten har fat i mange af de måder, man kan spørge om noget.

  • er der 7 æbler i træet?
  • er der 1 æble under træet?
  • hvor mange huller er der i træet?
  • er alle skyerne hvide?

Og eftersom vi skiftes til at spørge, skiftes vi også til at lytte, kigge og svare.

Inden vi går i gang, fortæller jeg barnet, hvor mange forskelle vi skal finde. I starten er det rigeligt svært med bare en enkelt forskel. Forskellen skal være tydelig, så ingen er i tvivl om, hvad den går ud på. Nedenunder kan du se nogle eksempler på, at der mangler en enkelt detalje billederne imellem.

     

Forskellen kan også gå på, at nogle af tingene på billederne har forskellige farver eller størrelser.

 

Eller at tingene har byttet plads.

Loading

Leave a Reply