Sagaen om den logopædiske skammel

0

mange muligheder

Talepædagog, talehørelærer, speciallærer, talehørekonsulent, afasilærer, PD i logopædi, undervisningskonsulent, cand.mag. i audiologopædi … det er noget af en jungle at hitte vej i for dem, der har brug for (audio)logopædisk bistand. Hvilke faglige kvalifikationer har den person, der skal forestå interventionen med mit barn, min pårørende, med mig?

Per Nielsen (daværende formand for ALF) skrev for ca. 1 år siden i lederen i Dansk Audiologopædi:

De fleste professioner i Danmark har relativt ensartede professionsnavne: jordemødre titulerer sig som jordemødre, præster er præster, operasangere kalder sig operasangere, og skal vi have hjælp til at få ordnet vores håndvask, ringer vi efter en blikkenslager. Virkeligheden er lidt mere nuanceret, men faktum er, at vi sjældent er i tvivl om, hvad navnet er på udøveren af et givet erhverv, en profession.
Med dem, der arbejder med folks tale-høreproblemer, forholder det sig anderledes.

ALF-bestyrelsen – sammen med bestyrelserne i FUA og FTHF – er enedes om at arbejde for, at vi som fagpersoner bruger den samme titel: logopæder. Hvis du vil læse hele hans leder, har jeg blogget om den hér.

Jacob Stentz (nuværende formand for ALF) har i sin leder i marts/april-nummeret af Dansk Audiologopædi taget tråden op fra Pers leder. Han skriver blandt andet:

Siden oprettelsen af kandidatuddannelsen i audiologopædi i 80’erne og den senere afløsning af speciallæreruddannelsen med en PD i specialpædagogik/ logopædi, er der opstået et gab mellem det logopædfaglige niveau, man kommer ud med på de to uddannelser.
Jeg mener ganske enkelt ikke [det er] muligt at opnå det samme faglige niveau på en PD-uddannelse på 60 ECTS som på en kandidatuddannelse på 300 ECTS points, eller for så vidt en bachelor på 180 ECTS points.
Argumentationen/retfærdiggørelsen for den logopædfagligt langt mindre uddannelse er, at den lærer- eller pædagoguddannelse på 200-240 ECTS points, som er en forudsætning for PD-uddannelsen, giver de PD-uddannede nogle fordele ift. pædagogisk arbejde.
(…)
Men hvor meget af f.eks. en læreruddannelse er logopædfagligt relevant?
Pædagogiske, psykologiske og didaktiske fag? Givetvis! Linjefag i dansk? Muligvis, hvis man kan være sikker på at læseindlæring og grammatik har været en prioriteret del af pensum.
Men fysik, kemi, idræt, samfundsfag, matematik osv.? Listen er lang over fag der i min optik ingen som helst relevans har for arbejdet som logopæd.

Så vidt jeg kan se det, behøver vi såmænd ikke spekulere så hulens meget over, hvilke emner der har logopædisk relevans. CPLOL har nemlig for længst beskrevet de emne(opråde)r, der bør indgå i en logopædisk grunduddannelse. Jeg har undervist på logopæduddannelserne både i København og Odense, og i den forbindelse har jeg undervist de studerende i CPLOL’s “curriculum for speech and language therapy“.

CPLOL opregner 4 teoretiske områder i dette curriculum. For selv at ku hitte rede i dem har jeg opfundet ‘sagaen om den logopædiske skammel’ (der retteligt er en taburet …).

Den logopædiske skammel har 4 ben:

Biomedical sciences
Study in this area must include theoretical knowledge of: biological bases of language and speech; anatomy and physiology; physics of speech and acoustics; clinical medical sciences such as neurology, ENT, paediatrics, geriatrics, psychiatry, orthodontics, audiology, foniatrics, genetics and investigation techniques.

Language sciences
Study in this area must include linguistics (phonetics/phonology, semantics, lexicon, morphology/syntax and pragmatics), psycholinguistics, neurolinguistics, sociolinguistics and multilingualism.

Behavioural sciences
The study of behavioural sciences must include the following disciplines: psychology (developmental, clinical, cognitive, and social), neuropsychology, education and sociology.

Research skills
Scientific research methodology should be present throughout the programme of study. These skills must include the following theoretical aspects: research methodology and the application of quantitative and qualitative methodology; practical work in observation, data collection, transcription, measurement, analysis and application of new information and reporting. The students must have knowledge of the availability and use of treatment efficacy and effectiveness research and evidence based practices in communication sciences and disorders. The students should be able to access information from national and international scientific publications.

Til at samle benene på skamlen skal der et femte område til:

Public Health
The study of public health must include knowledge of prevention, communicative interactions, health and safety issues, (inter) national health system and organisation, and roles of other professionals.

Når vi så er kommet SÅ langt, kan vi sætte skamlens sæde på:

Speech and language pathology
The study of speech and language pathology must include the following: developmental and acquired speech and language disorders including aphasia, motor speech disorders, voice disorders, fluency disorders, feeding-swallowing disorders, disorders of reading and writing, craniofacial malformations, learning disabilities, autistic spectrum disorders, emotional behavioural communication disorders, neurodegenerative disorders, augmentative and alternative communication and hearing impairment.

Og hvad er det så, vi ka/ska bruge skamlen til?

Mja. Hvis jeg ska blive i billedsproget, så gir det ingen som helst mening at uddanne logopæder, hvis deres skamler kun har 1½ eller 2 ben eller ingen tværpinde til at binde benene sammen. Det gir ingen som helst mening at gøre sædet større og større, hvis skamlen ikke er stabil.

Skriv et svar