Jeg har arbejdet med en del børn under 3 år med store fonologiske vanskeligheder. Når jeg vurderer, at POPT vil være en egnet metode, arbejder jeg i starten med konkreter og med mit ‘spisedyr’, der er en skrupsulten hånddukke med en ret stor mund. Se indlægget om Stoppingkassen 1.
I stedet for at lave forøvelsen (er det her et rigtigt ord?) bruger jeg spisedyret i den allerførste fase til at snakke med barnet om, hvad man kan spise, og hvad man ikke kan spise. Når vi er enige om dét, går jeg videre og forklarer, at nu vil spisedyret kun spise de ting, som har fået deres rigtige navn. Jeg starter med at kalde tingene noget helt forkert: fx ‘banan’ i stedet for ‘is’. Senere siger jeg /id/, /us/, /si/, /is/. Og først når jeg siger det helt rigtigt, må spisedyret spise isen. Hvis barnet har lyst, siger han osse tingene mere eller mindre forkert/rigtigt.
Til de lidt større børn bruger jeg billedkortene + (nonsens)ordforslagene fra stoppingkassen, hvis jeg vurderer, at spisedyret er for småbarnlig en aktivitet. Når først børnene har fanget ideen med, at ord kan siges mere eller mindre forkert, er det ofte en aktivitet, de efterspørger i interventionen. Det er SÅ sjovt, når den voksne sir noget vrøvl! Og især, når man har lov til at være den, der skal vurdere og bedømme.
Efter hver træningsseance noterer jeg i oversigtsskemaet, hvordan det er gået: Hvor mange items barnet har været udsat for / hvor mange items, der er hørt eller sagt korrekt. Så ka jeg nemt følge med i barnets fremskridt, og hvilken fase vi er nået til.
Eftersom jeg ikke bruger Sprogeriets fonemikoner, kan jeg desværre heller ikke bruge de lækre spillebrikker og terninger, der følger med kassen. Jeg har i stedet pelset et spil for dets spillebriksfødder, og så har jeg foldet små stykker sort karton, så de passer ned i dem. Jeg har lavet små, laminerede billeder med mine fonemikoner, der gør det smidigt at skifte dem ud, så de passer til det enkelt barn. Og så har jeg lavet et blankt billede, der forestiller ‘prutlyd’ – altid sjovt at inkludere fis, prut, bræklyd, bøvs …
For (næsten) hver fase har jeg lavet små brikker med et nonsensord + et fonemikon på. Jeg har lavet forskellige bagsider, så jeg kan kende forskel på brikkerne til de forskellige faser.
- Brikkerne med katte bruger jeg til faserne 1.1 og 1.2
- De lilla brikker er til fase 1.3.
- Bræddebrikkerne er til fase 1.4.
- De grønne brikker er til fase 1.5.
- De blå brikker er til fase 1.6.
- De ternede brikker er til fase 2.2
I stoppingkassen er der forslag til nonsensord, den voksne kan læse højt og barnet lydskelne. Jeg er ikke så vild med, at det kun er den voksne, der ‘kan’ svaret. Det er derfor, jeg i stedet har lavet de mange brikker. Når vi spiller med dem, stikker vi dem ned i en kop med billedet nedad. Hvis det er et impressivt spil, er det kun mig, der trækker kort – hvis det er et impressivt og ekspressivt spil, skiftes vi til at trække.
I fase 1.1 siger jeg udelukkende det fonem, som billedet viser. I koppen har vi så brikker med de fonemer, vi træner (dvs. targetfonem(er) og erstatningsfonem(er)), plus brikker med et fonem, som barnet ingen vanskeligheder har med. Når vi trækker en brik med det ‘u-svære’ fonem, sir vi en prut, bøvser, laver bræklyd, eller hvad vi nu har lyst til.
Når barnet har vurderet, hvilket fonem jeg har sagt, kan vi begge tjekke, om han har hørt rigtigt. Hvis vi spiller blækspruttespil, må den brik, der passer til fonemet, rykke frem på sin blækspruttearm. Hvis barnet vurderer forkert, plejer jeg at sige noget i den her retning: “Nå for katten. Den her lyd må jeg vist hellere øve mig lidt mere på. Jeg fik ikke sagt den tydeligt nok, siden du hørte forkert.” Jeg lægger den pågældende brik i en bunke, som vi så putter op i koppen, når den er tom. Og så får barnet endnu en mulighed for at høre og vurdere fonemet.
I fase 1.2, der handler om stavelser, forklarer jeg barnet, at nu pakker jeg lyden ind, så jeg fx sir /du:/ eller /su:/. Hvilken lyd er med? Senere sir jeg /u:d/ eller /u:s/. Når barnet sikkert kan skelne CV- og VC-stavelser, går jeg over til at læse de nonsensord, der står på brikkerne. Repertoiret udvides her med VCV-ord. Nonsensordene har jeg fra stoppingkassens ordlister, og enkelte har jeg selv hittet på.
I fase 1.3 arbejder vi med nonsensord af typen CVC, hvoraf kun den ene konsonant er targetfonemet. Igen er ordene i vid udstrækning fra stoppingkassen. I fase 1.4 indgår targetfonemet i en konsonantklynge – enten initialt eller finalt i et énstavelsesnonsensord – enten CCVC eller CVCC. I fase 1.5 indgår targetfonemet i et tostavelsesord, enten CVCV eller CVCVC, og i fase 1.6 i en konsonantklynge i et tostavelsesord.
Når vi er kommet så langt, er det min erfaring, at langt de fleste børn helt af sig selv er gået i gang med at bruge de(t) targetfonem(er) ekspressivt, som vi har trænet impressivt. Så bruger jeg de mange billedkort med rigtige ord til at lave både skelneøvelser og til at spille spil med.
Jeg foretrækker spil, hvor targetordet er spillet. Så det er spil på niveau 4 og 5 (se indlægget om spil og sprogbehov), vi spiller.