Pronominer

Har lavet et materiale til at arbejde med personlige og possesive pronominer.

Dansk morfologi kan være lidt besværlig at få has på, når det handler om de personlige pronominer. Så i min butik hos Teachers pay teachers har jeg oploadet et spil om just det.

Spillet består af i alt 60 kort, hvorpå der er ‘spisere’ (en dreng, to drenge, en pige, to piger, en panda, et får/lam, en bjørn + en papegøje) og ‘mad’ (et æble, to æbler, en banan, to bananer (plus 1 blankt kort og 7 kort med ting, man ikke har lyst til at spise)). Der er 14 kort kun med ‘spisere’ på. På 7 af dem er det de samme spisere som på kortene med spisere + mad, og på 7 af dem er det andre spisere – dvs. en anden pige, en anden panda, nogle andre drenge etc. Og så er der billeder af mad – både lækker og ulækker mad.

Hvis du kun bruger kortene med både spisere og mad, kan du fx

  1. bruge substantiver, når I taler om kortene: drengen/drengene spiser et æble (æblet) /to æbler (æblerne), fåret/fårene spiser en banan (bananen) / to bananer (bananerne)
  2. bruge personlige pronominer om spiserne: han/hun/de/den/det spiser et æble (æblet) /to æbler (æblerne)
  3. bruge pronominer om maden: drengen/drengene spiser det/den/dem
  4. bruge pronominer om både spisere og mad: han/hun/de/den/det spiser den/det/dem
  5. bruge possesive pronominer om maden
    1. drengen/pigen/han/hun spiser sin (egen) / sit (eget) / sine (egne)
    2. pandaen/fåret/den/det spiser sin (egen) / sit (eget) / sine (egne)
    3. børnene/dyrene spiser deres egen/eget/egne


Hvis du også inddrager kortene med kun spisere på, kan du få sætninger som fx

  1. pandaen spiser sin banan (hvis det er dens egen banan, vel at mærke)
  2. pandaen spiser dens banan (hvis det er den anden pandas banan)
  3. pandaen spiser hans/hendes/dets/deres banan (hvis det er nogle af de andre spiseres bananer)
  4. han/hun/den/det/de spiser sin/sit/sine eller hans/hendes/dens/dets/deres …

Og hvis du tar et mere personligt synspunkt, kan barnet ‘være’ en eller flere af spiserne og sige

  1. jeg/vi spiser min/mit/mine …
  2. jeg/vi spiser din/dit/dine …
  3. jeg/vi spiser dens/dets …
  4. jeg/vi spiser deres/jeres …

Endelig kan du bare spille med spisere og mad og lave de sætninger, der passer til barnet 😉

For at gøre det overskueligt, vil jeg anbefale dig at fx arbejde med en dreng, som spiser, og så skiftes til at trække kort og beskrive den situation, der opstår:

  1. han spiser hans bananer (kort med den anden dreng + bananer)
  2. han spiser sit æble (kort med den samme dreng + æble)
  3. han spiser kroner (kort med kroner)
  4. han spiser deres bamser (kort med piger + bamser)

Loading

Leave a Reply