Anderswo engagiert

0

Har lige overværet ikke-samvær mellem en ung mor og hendes meget ivrigt kommunikerende 2-årige.

Scenen: Lægens venteværelse. Legebord med alskens legetøj. 2-årig med stor lyst til at lege med legetøjet og inddrage sin mor i legen. Mor med smartphone – eller rettere smartphone med mor.

Drengen peger på legehuset på toppen af den lave reol – siger en masse pludrelyde imens. Mor tjekker telefon. Drengen går hen og stiller sig foran moren – siger de samme lyde igen. Mor tjekker telefon, nikker, siger mmm? Drengen klapper på mors lår – siger en masse lyde – nu ser mor på drengen. Drengen peger på legehuset og siger en hel masse lyde, kigger på mor, der rejser sig, stiller legehuset på legebordet og tjekker videre på telefonen. Drengen leger lidt med legehuset og får så øje på en kugleramme med masser af kugler på.

Samme sekvens igen – drengen peger, pludrer, ingen reaktion fra mor. Drengen skal helt hen og ha fysisk kontakt med sin mor, før hun retter sin opmærksomhed mod ham og stiller kuglerammen på bordet. Denne gang er hun retfærdigvis lidt mere engageret. Se, man kan tælle kuglerne, fortæller hun drengen. Én, to, tre, fire … Drengen tæller med, men eftersom mor kigger på telefonen igen, da hun er nået til fire, står drengen efterfølgende og flytter kugler helt alene, mens han siger fire, fire, fire, fire.

Nå. Jeg kan jo faktisk være ligeglad. Familien bor ikke i mit ‘distrikt’, så det er ikke mig, der skal arbejde med drengens sprog eller med hans mor.

Hjemme igen læser jeg en interessant artikel med sigende billeder fra Huffington Post om, hvad der sker, når voksne er anderswo engagiert, mens vi er sammen med et barn. “The more you connect, the less you connect” er budskabet …

Skriv et svar