Kravssituationer

Kender du også til situationer med børn, der har svært ved at deltage i de aktiviteter, du laver med dem? De myldrer over det hele og har det i virkeligheden rigtigt ubehageligt?

Det er ikke kun Jesper Juhl (ham, med bogen om dit kompetente barn), der hævder, at børn samarbejder, hvis de kan. Jeg er helt af samme overbevisning.

Har lige på Facebook fundet den her fine oversigt over, hvad der kan ske i hovedet på et barn, der er i gang med en voksenstyret aktivitet, der er for svær:

https://www.facebook.com/Dengraakasse/photos/a.1752654391638658.1073741828.1399002930337141/1841738552730241/?type=3&theater

Illustrationen er lavet af autismekonsulent Susan Gulstad.

Jeg kender masser af børn – uden autismediagnose og uden adhddiagnose – der har lignende vanskeligheder. Min hjemmekonstruerede forklaring plejer bare at være en anden:

http://www.bethesda.be/voel-je-je-niet-op-je-gemak-bij-anderen/

Når barnet møder en situation, der er for svær (farlig), er der 3 mulige reaktioner: kæmp, flygt og frys. En svær situation, når det handler om logopædi, kan være …

  • at barnet ikke kan koncentrere sig mere
  • at barnet ikke er helt klar over, hvilke krav jeg stiller til ham (hvad skal jeg nu?)
  • at barnet godt ved, at det, jeg forventer af ham, er sværere, end det, han selv mener, han kan klare – eller sværere end noget, han hidtil har kunnet klare (nyt fonem, ny grammatisk konstruktion, etc.)

Langt de færreste af de børn, jeg arbejder med, gir sig til at kæmpe, når de møder noget svært. De blir ikke flabede, smider ikke tingene på gulvet eller råber og skriger. I stedet har de en helt klar flygtreaktion. De er som regel velopdragne og blir siddende. Uroligt. Meget uroligt. Så flygtreaktionen når kun til rumpen. Eller måske kravler de over på forælderens skød. Blir eventuelt lidt pjevsede.

Hvis jeg opfatter barnets motoriske uro og/eller pjevsethed som en flygtreaktion (i stedet for at tænke, at han er fræk), har jeg gode erfaringer med at eksplicitere for både barn og forældre, hvad det er, der sker: »Huha! Nu blev det svært, ka jeg se!« »Har du brug for en pause?« »Har du brug for, at jeg forklarer/viser én gang mere?« »Har du brug for at stå op lidt?« »Eller måske har du brug for lige at hoppe lidt på gulvet? Hvor mange gange har du brug for at hoppe?«  »Eller måske har du brug for en tår vand?«

Når jeg opdager en flygtreaktion hos barnet, sætter jeg alt ind på, at han kan slippe for at ende med en frysreaktion, hvor han ingenting magter, orker, vil være med til. For jeg vil jo gerne ha, at han føler sig kompetent, og at han efterhånden stoler så meget på mig, at han også vil være med til at være i de situationer, der faktisk ER svære.

Også for forældrene gir det god mening at opfatte barnets uro som en flygtreaktion. Gir det mening for dig?

Skriv et svar