At være mor til sentalerbørn

På bloggen lotushuset.dk fandt jeg nedenstående fantastiske beretning om, hvordan det er at ha et par børn, der er længe om at lære at tale. Late talkers kaldes det på engelsk. Sentalerbørn kalder moren, Katrina Borgelin, det. Læs hendes indlæg og bliv klogere på, hvordan det er at ’sidde på forældrenes og barnets side af bordet’!

Om hvordan det er at være mor til to sentalerbørn, som jeg er.

Billede

Jeg håber, at nogen vil dele og læse dette måske lidt lange opslag. Om hvordan det er at være mor til to sentalerbørn, som jeg er. Jeg ville nemlig ønske, at flere forstod ☺️

Når du har et sentalerbarn, så vil mange mennesker mene, at det er da ikke noget særligt problem.
Nej, det er ikke enden af verden og ja, børnene udvikler sig i forskelligt tempo – men for dig og dit barn, der er det en stor sag. Du kan fake et smil og putte et glad overskudsansigt på og forsøge at ignorere de afvisende kommentarer – og skjule, hvad du virkelig føler. Der er så meget, du virkelig ønsker at sige. Måske er det på tide, at du gør.
Det gør ondt bare at få de e-mails om dit barns nuværende udvikling. Start med at lære engelsk? Han har ikke engang lært at tale dansk.
At kunne sige former og farver? Han kan ikke engang sige “mor”. Denne e-mail er ikke om dit barns udvikling, og det gør ondt at blive mindet om det.
Det gør ondt at høre alle de historier om, hvordan andre børn, som nogen kender, begyndte at tale sent. Du ønsker ikke dit barn skal være bagud.
Du begynder at hade ordet bagud. Og sige at det ord måske i virkeligheden skulle forbydes..
Og så man bare burde kalde børns udvikling forskelllig.
Du ved ikke, om dit barn vil blive holdt uden for legen..
Fordi han ikke kan tale eller ikke taler korrekt. Du oplever børn, der kalder dit barn en baby.
Eller står længe og forventer et svar for så at rende videre og lege med nogle andre i stedet.
Og du ved ikke, om dit barn bliver ramt af det også – han kan ikke engang fortælle dig det.
Det gør ondt i butikken, når fremmede stiller barnet et spørgsmål og ingen respons får, og personen så giver dig det der ” er han dum blik”?
Det gør endnu mere ondt, når dit barn forsøger at tale med vedkommende, bare for at blive ignoreret eller få at vide, “Jeg aner ikke, hvad du siger. Du giver ingen mening.”
“Hvor gammel er du? Hvad hedder du? “Er spørgsmål fremmede altid stiller. Men dit barn kan ikke svare eller er for usikker i forhold til at kommunikere med en fremmed. Sproget er så svært for dit barn. Og det er endnu sværere for et sentalerbarn at tale foran en flok eller nogen, de ikke kender. Eller bare de mennesker, der er meget frembrusende. Barnet oplever et pres uden lige.
Du ved, at dit barn forsøger så hårdt, og disse uhøflige mennesker sikkert bare vil afvise hans indsats.
Og det er bare virkelig irriterende, når folk begynder på den der: “Kan du sige, “xx”?”
Nej, det kan han ikke. Det er heller ikke en god metode til at opmuntre et sentalerbarn. Du er bare alt for høflig til at fortælle idioten. Gider du holde mund?
Det gør ondt hele tiden at være nødt til at forklare, hvorfor han ikke kan tale eller har så svært ved det. Du har lyst, men du ved, at dit barn så gerne vil prøve selv!
Men samtidig føler du, at du er nødt til at forklare, hvorfor barnet ikke svarer.
Og du får også lyst til at hjælpe dit barn med at svare. Nu det er så svært.
Det gør ondt, når folk antager dit barn er dum eller ikke forstår, hvad der bliver sagt, bare fordi han ikke taler. Han forstår. Han forstår så, så meget. Og han er faktisk meget kvik.
Det gør ondt at læse de her prale Facebook-indlæg fra en mor med børn, der er på samme alder – eller yngre – om hvordan hendes barn kender former, farver, ABC, sagde noget der bare var så sødt eller taler i sætninger. Du føler skyld ved at blive såret over det, fordi du også er glad for, at deres barn klarer sig godt. Det værste? Når de fortæller om, at så sagde deres lille barn: “Jeg elsker dig.” Du længes efter at høre det, og ved ikke, hvornår.
Det gør ondt, når folk hentyder, at det må være din skyld og at du taler for lidt med barnet og siger, at barnet da bør få hjælp. Du gør alt, hvad du kan, har talt med lægen, været til ørelæge tonsvis af gange, har kontakt til talepædagog, endda begyndt terapi tidligt, du læser bøger stolpe op og ned om det. Tror folk virkelig at, du ikke ville gide at hjælpe dit barn?
Tag bare at stop.
Og til de mennesker, der tror, de ved mere end specialister. Tag også at stop.
Og til de specialister, der tror de kender dit barn, fordi de har erfaring med andre børn med lignende eller samme udfordringer. Og de så lige kender løsningen. Tag og stop op også. Og lyt til forældrene. Det er dem, der kender barnet.
Det gør ondt og er frustrerende at have et barn, der er taleforsinket. Det gør også ondt at indrømme, at du føler sådan. Ingen mor ønsker sit barn skal have problemer.
Man spørger sig selv. Er det noget, som jeg gjorde forkert, eller ikke gjorde, der gør, at mit barn er sentaler?
Selvbebrejdelserne er stærke.
Nogle fortæller dig, tag dig sammen. Så slemt er det da ikke…
Men det gør ondt og er frustrerende, selv om du hele tiden forsøger at sige til dig selv, at selvfølgelig går det. Alle børn lærer at tale. Det er lige meget hvornår.
Men det er ikke lige meget hvornår.
Dit barn går glip af så meget social interaktion med andre børn. Fordi det ikke kan tale. Og du kan slet ikke vente, til det kommer. Men så fylder barnet 2 år. Det er stadig ikke kommet… Nu 3 år. Så 4 år.. Måske er sproget startet, men er så utydeligt, at ingen andre end dig forstår barnet.
Det gør ondt at få at vide, at man ikke skal bekymre sig om taleforsinkelsen. Det er let for nogen at sige, som ikke har været igennem det, eller hvis barn selv med avanceret terapi er samme sted som før i sprogudviklingen.
Og hvor du konstant af pædagoger og talepædagog får at vide, at det virkelig er et problem. Men ingen rigtig hjælp får. For den hjælp, de yder, nytter ingenting. Barnet har bare stadig sit eget tempo.
Det gør ondt at se dit barns kamp. Det er en hjælpeløs, frustrerende følelse at se, hvad barnet går igennem, og ikke være i stand til at gøre det hele bedre.
Det gør ondt at kende dit barns sorg, men at barnet ikke er i stand til at fortælle dig, hvad han føler. Du ser barnets ansigtsudtryk, når folk afviser ham, kalder ham en baby, eller påpeger, at barnet ikke taler eller ikke er let at forstå med de få ord, barnet siger.
Du ser barnets fortvivlelse, når folk igen og igen ikke forstår, hvad barnet prøver at kommunikere.
Det gør ondt ikke at kunne kommunikere med dit barn, der kan ikke fortælle dig, hvad hun tænker, føler, ønsker. Og nogle gange misforstår du også.
Selvom du efterhånden er mester i at forstå dit barns fagter, lyde og utydelige ord.
Det gør ondt at være bange. Så bange. Hvorfor har han ikke gjort fremskridt med terapi? Vil han forbedre? Vil han nå det inden skolestart?
Vil han aldrig lære at tale?
Er det bare dig, der bekymrer dig over alt og ingenting? Vil dit andet barn have de samme problemer?
Når dit barn så endelig efter årevis taler helt perfekt. Og det bare går strygende. Så gør det ondt, hvis man skal igennem det hele en gang til med den mindre søskende. Selv om det trøster at kigge på den store og vide, at det så nok også kommer med den lille.
Så er du stadig bare bange for, at det denne gang vil være endnu sværere og et værre forløb. Og måske er det barn ramt hårdere? Du ved det ikke.
Hvad skal han nu igennem af svære ting?
Den korte og enkle sandhed er, at det gør ondt. Det gør ondt på så mange måder, som kun få virkelig forstår.


Katrina har selv opfundet termen sentalerbørn. Jeg synes, det er en meget anvendelig, neutral og letforståelig oversættelse af ‘late talkers’, så jeg vil slå til lyd for, at vi som fagfolk optager termerne sentalerbarn/-børn og sentaler(e) i vores danske logopædiske ordbog.

Katrina siger: “Jamen det var sådan set mig, der bare begyndte at kalde det det. Efter at have hørt det engelske ord ☺️Blandt andet fordi jeg ikke brød mig om at sige sprogligt bagefter osv. Bagefter lyder bare.. Så ja.. Som om man ikke er klog.”

One thought on “At være mor til sentalerbørn

  1. 0

    På facebook har læseforsker Anna Steenberg Gellert skrevet følgende kommentar til indlægget om sentalerbørnene:
    “Det er hjerteskærende – og man tør jo næsten ikke oven i alt dette nævne, at der er forøget risiko for læsevanskeligheder og derfor god grund til at fortsætte med en ekstra indsats EFTER skolestarten…”
    Og det har hun fuldstændigt ret i!

Skriv et svar