For at din træning skal batte, skal der mange gentagelser til af hvert target. Det kan være en udfordring at variere gentagelserne, så I undgår at kede jer undervejs. Nedenfor følger et par forslag til aktiviteter, der kan hjælpe jer på vej mod de 100.
Fingerdans
- Tegn uden om barnets hænder og fingre på et a4-ark – eller brug de 2 hænder fra billedet
- Vis barnet, hvordan han kan lægge én finger ad gangen laaaangsomt ned oven på hver finger, så hænderne passer til sidst
- Sig nu jeres targetord, mens barnet lægger den første finger ned
- Sig ordet igen, mens han lægger den anden finger ned
- Fortsæt, til alle 10 fingre ligger oven på de tegnede fingre
- Find et nyt targetord og gentag fingerdansen – evt. lidt hurtigere end før
Flip!
- Læg x antal billeder med bagsiden opad en smule ud over bordkanten (eller ét ad gangen, hvis det er nemmere at overskue)
- Flip nu ét billede ad gangen op i luften med fingrene, så det (forhåbentligt) lander på bordet
- Hvis billedet lander med billedsiden opad, må barnet få kortet, hvis han kan sige, hvad det forestiller
- Hvis billedet lander med bagsiden opad, skal det nederst i bunken, så det kan blive flippet igen senere
Hold vejret!
- Læg fx 5 billeder på bordet i en række med billedsiden opad. Fortæl barnet, at nu vil du sige dem alle sammen uden at trække vejret undervejs
- Lad barnet gøre det samme – går det?
- Hvis det går godt, kan I forsøge med 7-8 billeder – går det også at sige dem uden at trække vejret?
- Hvor mange billeder kan I nå op på?
100 ører til en krone
- I butikken hos Teachers pay teachers har jeg lagt en skabelon til spillet 100 ører til en krone, der er lidt i stil med Fyld hullerne – klik på billedet, så kommer du frem til spillet
- Indsæt 6 forskellige billeder af de ord, du vil træne
- Slå med 2 terninger i hver sin farve: den ene terning afgør, hvilket ord I skal sige – den anden afgør, hvor mange gange I skal sige ordet
- Brug bingomarkører og sæt en prik for hver gang, I siger et ord
- Det ord, der får sat den sidste prik, har vundet kronen
Opråber
- Giv barnet x antal billeder med targetord på – du har de samme billeder
- Bed ham om at vende sig om med ryggen til dig og lægge billederne i den rækkefølge, han bestemmer sig til, og dernæst sige ordene på billederne i samme rækkefølge, som billederne er lagt i
- Din opgave som tilhører er at lægge dine billeder i den samme rækkefølge, som barnet siger ordene i
- Tjek: er det samme rækkefølge?