Min gode kollega, Lisbeth Holdt Jørgensen arbejder med voksne formidleres totalkommunikation. På sin blog Voice Incorporated har hun lige skrevet et rigtigt fint indlæg om vigtigheden af at være sig bevidst om, hvad det er, man vil, når man formidler. Hun har nogle gode pointer, der bestemt også har relevans, når man arbejder som børnelogopæd – så jeg har sakset hendes indlæg og sat det ind nedenfor …
Jeg spørger bare, hvorfor?
Dit ‘hvorfor’ er drivkraften
Når man skal holde et oplæg, fremlægge en plan eller holde en tale, så tænker man rigtig meget over hvad man skal sige, hvilke ord man skal vælge, hvordan de skal struktureres og man øver sig i at sige ordene på en god og hensigtsmæssig måde. Men man glemmer ofte at medregne den vigtigste ting, når man taler med andre mennesker og det er hvad man vil dem. Med andre ord; hvorfor du siger det du siger.
Vores kropssprog kommer egentlig til udtryk fra vores ubevidste måde at kommunikere med folk. Det er her vi spontant udstråler vores stemning, hvordan vi har det i situationen. Derfor kan man ikke orkestrere sit kropssprog ved at sige nu skal mine hænder gøre dette eller hint. Vi skal ind til hvorfor du kommunikerer og når du ved det, vil kroppen reagere spontant og hensigtsmæssigt i situationen.
Når jeg holder kursus har jeg udviklet en øvelse, der viser hvordan man hurtigt kan få en person til at kommunikere hensigtsmæssigt og få kropssproget til at være autentisk. Øvelsen går ud på at jeg har en person A der skal få en anden person B til at gå gennem en labyrint (f.eks lavet af stole). B har lukkede øjne og kan derfor ikke selv finde rundt. A må kun bruge sin stemme og placering af sin egen krop til at guide B gennem labyrinten. A må ikke røre ved B og må heller ikke tale et sprog som nogen forstår. A må altså kun lave lyde uden umiddelbart forståeligt indhold – en slags volapyk. I denne øvelse vil A uden at tænke over det absurde i det, bruge sit kropssprog ivrigt. Hænderne viser og peger og giver instrukser som “stop” eller “kom”. Men hvorfor? B kan jo ikke se det!
Grunden til at gestikken bliver brugt så ivrigt er, at A har en kraftig grund – et kraftigt hvorfor- til at få B til at forstå. Det er et udtryk for, hvordan vi intuitivt bruger kropssprog til at give mening til ordene. Intonationen på stemmen afspejler også tydeligt stemningen hos taleren, som derved bliver en rettesnor for B om det går godt eller ej.
Min pointe med øvelsen er, at når man formidler mundtligt lægger vi ofte fokus på det man siger og ikke hvorfor. Derved bliver talen uorganisk og udynamisk. Når du ved hvorfor du siger tingene og hvad du gerne vil opnå hos dine tilhører, vil både din stemme og dit kropssprog følge denne hensigt. Hensigten vil så give stemme og kropssprog mening og bliver derfor organisk og autentisk. Det har også den følgevirkning, at det afliver nervøsiteten hos taleren. Fordi selve taleren ikke er den vigtigste, men derimod hvad effekten af ordene er hos tilhørerne. Vi mennesker er sådan indrettede, at hvis vi ikke ved hvorfor vi gør noget, så fungerer vi meget dårligt.
Derfor er det vigtigste man skal finde ind til, når man formidler mundtligt, hvorfor du siger det du siger. Hvis du ikke ved hvorfor du står foran publikum, så bliver du nervøs og al spontanitet og autenticitet forsvinder.
