Jeg bruger den gratis app, der hedder Evernote, til rigtigt mange ting: skriver noter, laver lister, optager lydfiler med de børn, jeg arbejder med og meget andet. Du kan finde Evernotes hjemmeside hér, og du kan finde app’en på iTunes og Google Play. I forhold til lydoptagelser har Evernote den store fordel, at jeg kan afspille filerne med VLC medieafspiller.
Evernote er en app, du kan lægge på din tablet, din mobiltelefon og din PC – og du kan åbne programmet fra en hvilken som helst internetopkoblet PC, hvis du ikke har adgang til din egen. Når du laver en note, en lydfil etc. på én platform, synkroniserer Evernote automatisk, så noten også ligger på de andre platforme, som du monne have lagt app’en på.
Nedenfor følger en opskrift på, hvordan du kan bruge Evernote (på din mobiltelefon) som lydoptager.
Gå allerførst ind i Evernote og opret en ny tekstnote.
Nederst på det dropdownbillede, der kommer frem på skærmen, trykker du på mikrofonikonet nederst på siden, og optagelsen er i gang. Husk også lige at tjekke, at du har skruet helt op for lydstyrken, for ellers er der ikke meget at lytte på, når optagelsen er færdig!
Når optagelsen er færdig, trykker du på færdig. Og dernæst på gem.
Hvis du synkroniserer din kalender med Evernote (og vel at mærke har din kalender opdateret hele tiden), kommer Evernote selv med et forslag til titel på dine nye noter – som fx den lydoptagelse, jeg lavede med Mattis i november.