Hvis du vil træne barnets eksekutive funktioner, er lege et godt bud på velegnede aktiviteter. Prøv fx
- Signalleg
- Simon siger
- Klappe- og sanglege
- Signalleg: Brug en rød skive til at indikere ‘stop’ og en grøn til at indikere ‘gå’. Når signalerne sidder, kan I ændre reglerne, så rød betyder ‘gå’ (eller hop eller lig ned eller hink …) og grøn betyder ‘stop’ (eller gå baglæns eller sving med armene eller dans …).
- i denne leg skal barnet kunne koncentrere sig og huske avancerede regler
- I kan gøre legen sværere ved at have flere farver med
- skifts til at være den, der bestemmer!
- Simon siger: Den, der har fået rollen som ‘Simon’, udsteder ordrer til de andre deltagere ved fx at sige “Simon siger: hop!” Og så skal alle hoppe. Når ‘Simon’ udsteder sin ordre uden at indlede den med “Simon siger”, skal man stå stille – og altså ikke udføre ordren. Gør man forkert, ryger man ud af legen. Den, der er tilbage til sidst, er den nye ‘Simon’.
- i denne leg har barnet brug for mental fleksibilitet (dvs. hele tiden at kunne skifte aktivitet) og selvkontrol
- I kan gøre legen sværere ved, at man skal gøre det modsatte af det, som ‘Simon’ beordrer
- Klappe- og sanglege: Du kan starte med det helt enkle og klappe en rytme sammen. Og i den avancerede ende er fx ‘Der kom en mand fra det Røde Hav’ og ‘Først den ene vej og så den anden vej’
- i både klappe- og sanglege har barnet brug for fokusering, opmærksomhed, hukommelse, fleksibilitet og selvkontrol, og han har i høj grad brug for at kunne koordinere sit bidrag med de andres