Myter om mellemørebetændelse

Hver vinter er der børn i hobetal med ‘grønne 11-taller’ under næsen eller smurt ud på kinden eller ærmet. Snotforkølede. Børnene altså. Hvordan mon det føles ‘indefra’? At være den, der hører dårligt?

21627_oere-oversigtbillede2152x1154-1080x579

På billedet her fra lægehåndbogen kan du se en tegning af, hvordan øret er bygget op. Det, der sker, når der er væske i mellemøret, er, at de 3 små øreknogler ikke kan bevæge sig så hurtigt, som de kan, når der ikke er væske.

Bare tænk på, hvor let det er at gå på flad jord. Så tænk på, hvordan det er at gå i vand. Og så forestil dig, hvordan det må være at gå i tyk, klistret snot.

På lægehåndbogen på sundhed.dk kan du læse et par yderst informative indlæg om akut mellemørebetændelse og om sekretorisk ditto. Og du kan læse mit indlæg om tegnene på, at barnet er rendt ind i en mellemørebetændelse.

hør engang

Mellemørebetændelse – eller bare væske i mellemøret – medfører en konduktiv hørenedsættelse på mellem 20 og 40 dB. Hvor meget er det? Hvordan lyder det monstro?

Tilbage i 1990’erne producerede videnscenter for døvblevne, døre og hørehæmmede denne her fantastiske CD med eksempler på forskellige slags hørenedsættelser. Lydeksemplerne nedenfor er fra CD’en.

Sådan lyder en konduktiv hørenedsættelse på 30 dB:

Og sådan lyder en konduktiv hørenedsættelse på 30 dB i omgivende talestøj:

Når barnet har væske på øret, er det altså sådanne auditive input, han modtager! Tænk lige, hvor træt man må blive af at skulle anstrenge sig for at høre. Hele. Tiden.

Jeg ved godt, at der er lavet undersøgelser, der viser, at det ingen sproglig forskel gør, om man afhjælper mellemørebetændelse (fx vha. dræn) eller lader være. Der er også lavet undersøgelser, der viser det modsatte. Som logopæd har jeg utroligt svært ved at forstå, hvordan det kan gøre ingen forskel mht. indlæring af et auditivt sprog, hvis det auditive input er så læderet!?

billede af høretab
Fandt det her skærmdump fra Oticon på en blog om bl.a. hørenedsættelse (klik på billedet!).
Måske er det her en god visuel illustration af, hvordan mellemørebetændelse lyder? Eller er det mere et perceptivt høretab, som billede nr. 3 viser? Hvad siger hørefolket?

Nå. Det var noget af en lang indflyvning til et indlæg om myter om mellemørebetændelse 🙂

Fra Rikke Amdisens blog, CIHA, klipper jeg lidt i hendes gode indlæg om de mellemørebetændelsesmyter, hun har mødt på sin vej:

1. Husk huen, så undgår du mellemørebetændelse ~ Falsk
Huen kan holde ørerne varme og måske forhindre en ørepine, hvis det er koldt eller blæser. Men huen alene har ingen forebyggende effekt på mellemørebetændelse. Sørg i stedet for, at barnets krop og fødder holdes varme (med fx uld), så en forkølelse undgås. Forkølelse kan forårsage mellemørebetændelse.

2. Alle mellemørebetændelser behandles med antibiotika ~ Falsk
Langt de fleste mellemørebetændelser forsvinder af sig selv. Man får som regel en opfølgende tid ved ørelægen indenfor 1-3 måneder. Den bedste behandling er smertestillende behandling hver 6 time. Ørelægen kan se på trommehindens udseende, om der er en infektion, og om antibiotikabehandling, øre-dråber eller dræn er løsningen.

3. Barnet vokser fra de hyppige mellemørebetændelser ~ Sandt
Mellemørebetændelser forårsaget af virus og/eller bakterier er en af de mest almindelige infektioner hos børn. Allerhøjest indenfor det første leveår, ca. 25%. Det aftager gradvist til 15% i andet leveår og 10% i tredje leveår.

Det eustachiske rør – trompetkanalen – hos børn er kortere end hos voksne og smallere, og den er beklædt med slimhinder. Børns slimhinder reagerer kraftigere end voksnes. Disse slimhinder hæves, fx når vi er forkølede, har allergi eller er udsatte for fx røg, og herved blokeres udgangen for den væske, der opstår i mellemøret. Som barnet vokser, vokser øretrompeten også [UL: og den blir mere skråtstillet], og mellemørebetændelser ophører, eller antallet af dem bliver nedsat.

4. Barnet har en hørenedsættelse ~ Sandt
Når man har væske i mellemøret svarer det til et midlertidigt mildt høretab på omkring 30-40 dB på det pågældende øre. Det lyder måske ikke af meget … Men hvad når jeg fortæller, at almindelig tale svarer ligger på 60 dB? Det betyder altså, at når du taler normalt, vil barnet høre det på niveau med hvisken.

Og så tilføj lige baggrundsstøj fra daginstitutionen. Et almindeligt lokale, uden støjkilder, ligger typisk på omkring 35 dB, og en yderligere støjbelastning, som der er i daginstitutioner, medfører, at barnet har svært ved at skelne ordene og misser måske lyde som s, t, f og v.

5. Dræn ødelægger trommehinden ~ Delvist sandt
Når der lægges dræn laves der et lille snit i trommehinden, som vokser sammen igen. Der kommer her lidt arvæv, men det har ingen betydning. Hvis man får lagt dræn RIGTIG mange gange, dannes der mere arvæv, som kan gøre trommehinden mere stiv, og derfor kan den ikke vibrere ligeså kraftigt. Det giver en forringelse af lydstyrken.

6. Barnet med dræn må ikke bade i svømmehallen ~ Falsk
Barnet med dræn må gerne bade i svømmehal. Men når der er dræn, er der også en indgang til mellemøret, og derfor bør man undgå at dykke samt varme spabade, hvor bakterier trives.

7. Helsemedicin og alternative behandlinger virker på mellemørebetændelse ~ Falsk
Der findes ingen videnskabelig evidens for, at naturmedicin eller alternative behandlinger virker mod mellemørebetændelse.

8. Man må ikke komme i daginstitution, når man har mellemørebetændelse ~ Delvist sandt
Mange daginstitutioner har en regel, der hedder, at et barn med mellemørebetændelse ikke må komme i daginstitution. Dette er ikke grundet mellemørebetændelsen i sig selv men derimod barnets almene tilstand. Et barn med mellemørebetændelse kan kræve ekstra af personalet, hvilket der ikke er mulighed for.

Som afslutning tilføjer jeg lige en myte for egen regning:

9. Mellemørebetændelse forårsager sprogvanskeligheder ~ Falsk
Mellemørebetændelse kan forværre sproglige og fonologiske vanskeligheder. Ikke forårsage dem.


Amdisen R (2018): 8 Sandt eller falsk om mellemørebetændelser; ciha.dk/blog
Holmelund M & J (2002): Børn og ører, inflammatoriske mellemøretilstande; LEO temabog

Loading

Leave a Reply