Jeg er en spillefugl. Det ka jeg lisså godt indrømme først som sidst. Se fx mit indlæg om at spille spil. Som udvidelse af mit arsenal af spil vil jeg supplere med konkreter, for de er nemmere at lege med.
Tænker, jeg vil bruge klare kassetter fra gamle VHS-film til at ha mine konkreter i. Både fordi de så kan stables, fordi jeg kan se, hvad der er i kassetterne, og især fordi størrelsen på en kassette ganske naturligt sætter grænser for, hvor store mine konkreter kan være.
Joan, som jeg har sunget med i nærheden af 20 år, er frivillig hos spejdernes genbrug i Farum. Jeg har talt en del med hende, om jeg monstro ka få lov til at købe brugte kassetter uden film i. Har ingen VHS-afspiller længere, så jeg er ret ligeglad med, om det er Olsenbandens sidste kup eller Mød mig på Cassiopeja, jeg køber. Er kun interesseret i kassetterne. Spændende, om hun kan skaffe mig en snes stykker. Hun har i hvert fald fortalt, at de ofte smider en masse VHS-film ud.
Fordi konkreterne skal kunne være i en VHS-kassette, blir de i miniature-format. Jeg startede så småt min samling, da jeg var i Knuthenborg i sommerferien; var hos spejderne i går, og i dag har jeg været på rov i Jons gamle legesager.
Jeg har været i kælderen og gennemtrawlet mit ‘fjernlager’. Mens jeg tog billederne nedenfor, gik Jon i barndom og ku godt huske, han har leget med tingene fra min bamsekuffert.
Jagten på miniaturer er bare begyndt, kan jeg mærke. Der ligger en god Røde Kors-genbrugsbutik i Værløse, som jeg vil besøge, næste gang jeg skal til møde på rådhuset. Og jeg tror, jeg skal besøge spejdernes genbrug til september, når de har åbent igen 🙂