En amerikansk forskergruppe har igennem en årrække undersøgt børns syn på læring: Hvordan de har det, når der er noget, de ikke kan, når de er nødt til at øve sig en masse, og når de begår fejl.

På bloggen Raising learners har jeg fundet et interessant indlæg om, hvordan vi som voksne kan hjælpe børnene til at lære mere.

Forskerne fra Stanford University har dokumenteret, at når børn får konkret viden om, hvad der sker i deres hjerner, når de lærer, så smitter det positivt af på, hvordan de har det med udfordringer, fejltagelser og svære opgaver. Viden i sig selv kan altså styrke vores børns motivation og lærelyst.

Vores hjerne er som en muskel. Jo mere vi bruger den, desto mere vokser den og udvikler sig. Hjernen bliver især bedre, når vi kæmper med svære udfordringer og opgaver sammenlignet med, når vi udfører nemme opgaver, som vi kan i forvejen. I dag ved vi, at intelligens ikke er noget fastlåst og medfødt, men derimod noget, vi selv kan påvirke: Hver gang, vi kæmper os igennem krævende udfordringer, skaber vores hjerne nye forbindelser – det gør den hurtigere og bedre, og på den måde øges vores intelligens.

Det er der desværre rigtig mange børn, der ikke ved.

Forskergruppen har igennem flere årtier undersøgt børns syn på intelligens, og de har opdaget, at børn typisk har et af to syn på intelligens:

1. Enten har de et ‘fastlåst’ syn, hvor de tror, at klog er noget, man enten er eller ikke er. Forskerne kalder dette for et fixed mindset, og børn der har denne opfattelse, har en tendens til at søge hen mod opgaver, de føler sig sikre på, at de kan løse, og de forsøger at undgå opgaver, hvor de er nødt til at kæmpe, hvilket begrænser deres læringsudbytte.
2. Børnene kan dog også have et mere ‘fleksibelt’ syn. Et såkaldt growth mindset, hvor de – præcis som forskningen også viser – betragter intelligens og evner som noget, man udvikler og forbedrer, når man øver sig, begår fejl og anstrenger sig. Børn, der har denne opfattelse, er langt mere villige til at opsøge udfordringer og er bedre til at håndtere tilbageslag. Ikke så overraskende betyder det, at de lærer mere.

Den gode nyhed er, at det har vist sig, at vores børns mindset er formbare: Når børn lærer, at de kan påvirke deres egen intelligens, og hvordan de gør det, får de mere mod på udfordringer og bliver mindre bange for fejltagelser. Viden i sig selv former simpelthen deres mindset. Som forældre kan vi altså gøre en forskel ved at dele denne viden med vores børn:

• Mange mennesker tror, at man enten er født klog, almindelig eller ‘dum’ – og at det vil være sådan resten af ens liv. Forskere har imidlertid fundet ud af, at hjernen mere er som en muskel – den forbedrer sig og bliver klogere, når vi bruger den.
• Hjernen former nye forbindelser, når vi lærer nye ting. Ting som at lære engelsk eller matematik, som før føltes svært og måske endda umuligt, bliver nemmere, fordi hjernen ganske enkelt er blevet hurtigere og bedre. Resultatet er, at du har fået en stærkere og klogere hjerne.
• Hjernen vokser mere af at tage fejl og svare forkert, end af at svare rigtigt. Så det er faktisk bedre, at en opgave er svær, end at den er nem, for så vokser hjernen mere.
• Det er ikke en dårlig ting, når noget føles hårdt eller svært. Den følelse er nemlig tegn på, at din hjerne er i gang med at vokse og blive klogere. Det kræver meget af hjernen, og derfor føles det hårdt og nogle gange lidt træls for dig.

Det har desuden vist sig at have en positiv effekt, når børnene fortæller andre om deres viden. Derfor er det en god ide at spørge ind til børnene løbende: Hvordan er det nu, hjernen lærer? Kan du mærke, at din hjerne er i gang med at vokse? Hvad sker der i hjernen, når noget er svært? osv.

Blackwell LA et al. (2007) Theories of intelligence and achievement across the junior high school transition: A longitudinal study and an intervention, Child Development 78: 246-263
Dweck C (2012): Mindset: How you can fulfil your potential; Constable and Robinson, London, UK 
Yeager DS & Walton GM (2011): Social-psychological interventions in education: They’re not magic; Review of Educational Research 81/2: 267-301