Motorik og sprogvanskeligheder

Har lige (næsten) haft en kontrovers med en kollega fra en anden kommune end den, som jeg selv arbejder i. Hun var meget arrig over, at jeg efter hendes mening »havde bildt pædagogerne i hendes kommune ind, at der ikke er nogen sammenhæng mellem dårlig grovmotorik og sprogvanskeligheder«.

Jeg havde ret travlt og derfor ikke tid til at gå ind i en diskussion med hende. Så nu skriver jeg her, hvad jeg ville ha sagt, hvis jeg havde haft mindre travlt …

Da jeg blev uddannet på universitetet i årene 1987-1992, fik vi at vide, at der var nær sammenhæng mellem børns dårlige sprogudvikling og deres tilsvarende dårlige grovmotoriske kunnen. Hvordan det så ku hænge sammen med, at vi ofte trøstede os (og forældrene) med, at børnene med dårligt sprog havde brugt deres energi på at lære grovmotoriske færdigheder i stedet for at tilegne sig noget bedre sprog, var mig et mysterie.
før ku jeg ik
I 2005 udgav fysioterapeuterne Lone Jacobsen og Elke Bucka Wessel forskningsrapporten Før ku’ jeg ikke … med undertitlen Motoriske vanskeligheder hos småbørn med dysfasi. Rapporten var “et udviklingsprojekt bevilliget af Undervisnings- og Kulturforvaltningen i Københavns Amt. Rapporten indeholder en beskrivelse og undersøgelse af motoriske vanskeligheder hos småbørn med dysfasi. Den er en opsamling af viden og erfaringer fra arbejdet med småbørnene …”

I rapporten henvises til en norsk artikel, skrevet af bl.a. Thomas Moser (forskningsleder på Learning Lab Denmark): “Forklaringen på at det i det pedagogiske praksisfeltet, til tross for manglende empirisk grunnlag, likevel finnes svært positive oppfatninger om motorikkens betydning for ikke-motoriske former for læring og utvikling, ligger til dels i en sammenblanding av korrelasjon og kausalitet. Sannsynligvis er det riktig at barn med dårlig motorikk ofte, det vil si oftere enn barn uten motoriske problemer, også har svakheter når det gjelder det kognitive området (…) og det språklige området (…). Men en slik observasjon bør ikke lede til konklusjonen at den ene faktoren (motorikk) automatisk er årsaken for andre faktorer (kognitive prosesser, språk).” (Christiansen & Moser, s. 25)

I konklusionen i den danske rapport står der, at der “… er ingen dokumentation for, at sprogfunktionen kan bedres ved at træne motorikken …”. Jacobsen og Wessel kommer med en plausibel forklaring på det forhold, som Christiansen og Moser kalder “sammenblanding av korrelasjon og kausalitet”, nemlig at “… en forbedring af det motoriske funktionsniveau giver barnet en bedre forudsætning for at kunne modtage undervisning. Forstået på den måde, at jo mindre opmærksomhed barnet skal bruge på sin motorik (f.eks. sidde på en stol, holde på en blyant), desto større overskud har barnet til at indgå i undervisningen.” (Jacobsen & Wessel, s. 28)

Som jeg læser det, er det altså IKKE sådan, at der er en direkte sammenhæng forstået på den måde, at barnet blir bedre til at tale ved fx at hoppe i trampolin. Det, der snarere sker, når barnet får styr på sin grovmotorik, er, at han får mere overskud til at koncentrere sig om sprogundervisningen. Og derfor kan det se ud som om, grovmotorisk træning har direkte indflydelse på barnets sproglige kunnen.

Så der er altså al mulig god grund til at arbejde med barnets motorik, men vi skal passe på med at bilde os ind, at det er dét, der afhjælper hans sproglige vanskeligheder.

Christiansen, K & Moser, T (2002): Sammenhengen mellom motorisk og språklig-kognitivt funksjonsnivå hos 11/12 åringer; Høgskolen i Østfold, Rapport 2002:2 (bit.ly/1pdpXWW)

Jacobsen, L & Wessel, EB (2005): Før ku’ jeg ikke … Motoriske vanskeligheder hos småbørn med dysfasi; Fysio- og Ergoterapifunktionen, Københavns Amt 2005 (bit.ly/1uHodIR)

Skriv et svar