Institut for Uddannelse og Pædagogik på DPU/AU udgiver tidskriftet Asterisk 4 gange om året. I det just udgivne nummer er der et interview med lektor Lotte Hedegaard-Sørensen.
Hun beskriver ret præcist – synes jeg – det videnstab, der opstår, når kommunerne ‘tar opgaverne hjem’ fra specialinstitutioner og lægger dem ind i almenpædagogikken. Fænomenet er desværre ikke begrænset til skolerne.
Udviklingen af skolen har i flere år været underlagt en inklusionsmålsætning, der er præget af alt for meget ideologi og teori og alt for lidt praksisviden. Inklusionsdiskussionen har ikke været forankret nok i de konkrete problemstillinger, som lærere og pædagoger står i. Vi bør i langt højere grad diskutere, hvordan man får gearet folkeskolen endnu bedre til at håndtere specialpædagogiske arbejdsopgaver, for eksempel med ressourcecentre og specialpædagoger. Fokus bør være på, hvordan man får transformeret noget af den viden, vi har fra det specialpædagogiske felt, ind i almenskolen.
Et af de kæmpe problemer, vi står med lige nu, er det videnstab, vi oplever, når specialpædagogiske institutioner nedlægges som følge af besparelser i forlængelse af inklusionsmålsætningerne. Kommunerne overfører børnene – og muligvis også pengene – til almenskolen, men den specialpædagogiske viden og erfaringsopsamling bliver ikke overført. Når institutioner med mere specialiserede former for viden nedlægges, og denne viden ikke får en ny plads, så taber vi flere års indhentet viden, kompetencer og erfaringer.
Taberne i det spil bliver børnene. Alle børnene. Der er vigtig viden, som vi skal holde fast i på nogle hensigtsmæssige måder. I lokalmiljøerne, i grundskolen, i folks hverdagsliv osv.
Jeg er meget kritisk over for den måde, man så at sige har ’af-specialiseret’ specialpædagogikken på. Man har længe ment, at man skulle lægge vægten på det, man betragter som kerneopgaverne, at børn skal være i deres egne lokalmiljøer osv. Men dermed siger vi også politisk, at det er en rigtig god ide, at der ikke kommer specialister ind, som ved noget særligt, for de er med til at synliggøre, umyndiggøre og trække nogle væk fra deres egne livssammenhænge. Men det er dybt problematisk, hvis af-specialisering betyder, at specialpædagogiske institutioner og specialiserede institutioner nedlægges i det omfang, som det sker nu. Der er også en økonomisk dagsorden bag inklusionsmålsætningerne.
Forskernes rolle er at pege på, hvad det er for en specialpædagogisk viden, vi må holde fast i, og hvordan det kan lade sig gøre at overføre den. Det er vores store udfordring.
Du kan downloade hele interviewet hér.
