Børns sprogvanskeligheder

0

Det har for nyligt været fremme i dagspressen, at det ikke bare er to-sprogede eller socialt dårligt stillede børn, som har “sprogkvaler”. Hvem er de børn, som tilsyneladende “uden god grund” har sprogvanskeligheder? Ved vi noget om, hvad der karakteriserer dem, og hvad der eventuelt kan gøres for at forbedre deres sproglige færdigheder?

Spørgsmål fra FUA’s bestyrelse (Foreningen af Universitetsuddannede Audiologopæder):
I løbet af de seneste år er der blevet fokuseret meget på identifikation af børn med mangelfulde sprogfærdigheder og på forskellige sprogindsatser i daginstitutionerne. Senest har det været fremme i dagspressen, at det ikke bare er to-sprogede eller socialt dårligt stillede børn, som har “sprogkvaler”. Men hvem er de børn, som tilsyneladende “uden god grund” har sprogvanskeligheder? Ved vi noget om, hvad der karakteriserer dem, og hvad der eventuelt kan gøres for at forbedre deres sproglige færdigheder?”

Svar fra Rikke Vang Christensen, cand.mag. i audiologopædi, ph.d., postdoc ved Københavns Universitet (16.05.2012):

Dette indlæg præsenterer nogle manglende brikker i diskussionen om mangelfulde sprogfærdigheder blandt børn:

  1. At nogle børn har sprogindlæringsvanskeligheder
  2. At disse børn derfor har behov for en specialiseret og ofte meget langvarig sprogstimuleringsindsats
  3. At nogle børn selv med de bedst mulige indsatser vil have vedvarende vanskeligheder med at lære og at anvende sproget.

Sprogvurdering overrasker
I foråret har det været fremme i dagspressen, at man i Københavns Kommune har fundet overraskende resultater af sprogvurderingerne af femårige børn. Det har vist sig, at det ikke udelukkende er tosprogede eller socialt udsatte børn, som kan have så store vanskeligheder med sproget, at de har behov for en særlig sprogstimuleringsindsats.
En betydelig del af børnene med behov for særlig indsats tilegner sig udelukkende dansk og kommer fra pæne hjem, så der er ikke umiddelbart faktorer i hjemmemiljøet, der kan forklare de mangelfulde dansksproglige færdigheder.

Godt sprog har stor værdi
Den efterfølgende debat har i høj grad handlet om, hvordan man i endnu højere grad ruster det pædagogiske personale i vuggestuer og børnehaver til at udføre god sprogstimulering.
Daginstitutionernes sprogindsatser kan uden tvivl kvalificeres, og der kan være mange gode grunde til at gøre dette. Der tales meget om behovet for at ruste børnene sprogligt til skolegang med læseindlæring og abstrakt sprogbrug, men gode talesprogsfærdigheder har også i sig selv værdi for den treårige eller femårige, fordi sproget er et fantastisk kommunikationsredskab, der fx kan bruges til at skabe social nærhed, forklare ting eller dele forestillinger.

Grundlæggende forudsætninger
Som logopæd og forsker i børns sprogvanskeligheder er jeg dog ikke overrasket over, at nogle børn har mangelfulde sprogfærdigheder uden åbenlyse grunde. I diskussionen af de manglefulde sprogfærdigheder blandt børn, overser man en faktor: børnenes grundlæggende forudsætninger for sprogtilegnelse.
På den ene side forudsætter sprogtilegnelse det input fra miljøet, som der fokuseres på i debatten. Men på den anden side skal barnet selv bearbejde inputtet, for at resultatet bliver sprogtilegnelse.
For eksempel skal barnet kunne registrere små forskelle mellem lydpakker (fx bad og blad), og de ikke særligt forskellige lydpakker skal huskes og lagres i hjernen – sammen med betydningen af den enkelte lydpakke. Betydningen finder barnet blandt andet frem til gennem iagttagelse af, hvad der foregår i omgivelserne, når far siger ”nu skal du i bad”, eller Lene i vuggestuen siger ”se, et gult blad’.

Barnets ressourcer
Al denne ubevidste registrering for at lære ord som bad og blad afhænger blandt andet af barnets opmærksomheds- og hukommelsesressourcer. Men disse ressourcer kan variere fra det ene barn til det andet.
Derfor er det også forventeligt snarere end overraskende, at nogle børn fra hjem og daginstitutioner med rigt sprog og god sprogstimulering vil have mangelfulde sprogfærdigheder, fordi deres forudsætninger for at lære sprog altså er dårligere end andre børns.
Hvis vi ikke er opmærksomme på, hvad børnene selv bringer med ind i sprogtilegnelsen, er der stor risiko for, at vi ikke får givet dem den rette stimulering.

Sprogindlæringsvanskeligheder
I flere årtier har der været stor opmærksomhed på børns (mangelfulde) læsefærdigheder, og vi taler om ordblindhed eller dysleksi, når der er markante indlæringsvanskeligheder med læsning og stavning, som skyldes langsom og upræcis oversættelse af bogstaver til sproglyd, der ikke kan forklares med dårlig undervisning.
På samme måde kan vi tale om vanskeligheder med indlæring af talesproget, der viser sig ved langsom tilegnelse og ustabil anvendelse af ord, lyde og grammatiske størrelser.
Mangelfulde talesprogsfærdigheder kan vise sig både i barnets egen sprogproduktion og i hans forståelse af, hvad andre siger.
Mange børn med sprogindlæringsvanskeligheder kender langt færre ord end deres jævnaldrende. Femårige Simon siger fx til skole for både penalhus og rygsæk eller gør det der med børste, når han mener feje. Han bruger altså ikke altid det mest velegnede ord i situationen, så hans samtalepartnere – hvad enten de er børn eller voksne – kan komme på overarbejde for at forstå, hvad Simon vil formidle. Simon er heller ikke sikker på betydningen af ord som penalhus, rygsæk og fejer, når andre bruger dem, så han har sommetider svært ved at forstå forklaringer eller beretninger.
En del af børnene har grammatiske vanskeligheder. Det gælder eksempelvis seksårige Ida, der siger hva mig dal for hvad skal jeg eller så hamseren se hund og ham bie barne i stedet for så så hamsteren hunden og han (den?) blev bange.
Ida har vanskeligheder med at sige ordene i den rigtige rækkefølge og bruge de personlige stedord (fx jeg og han) og verber (fx og blev). Ida har også svært ved at forstå betydningen af grammatiske elementer og konstruktioner. Fx er hun meget usikker på, hvem der bider hvem i sætninger som hesten blev bidt af geden og æslet, som havde sparket hunden, bed hesten.
Endelig illustrerer eksemplerne, at Ida i lighed med flertallet af børnene med sprogindlæringsvanskeligheder har svært ved fonologien, altså sprogets lydsystem. Konsonantlyde udelades eller ændres, når Ida siger dal for skal, og bie for blive. Det kan vanskeliggøre andres forståelse af, hvad Ida vil udtrykke, og måske få Ida til at bruge sproget mindre, end hun egentlig kunne tænke sig, fordi hun har erfaret, at kommunikationen med andre er vanskelig.

Vidtrækkende konsekvenser
Indlæringsvanskeligheder af talt sprog kan i lighed med ordblindhed være en vedvarende funktionsnedsættelse og have vidtrækkende konsekvenser. Det er veldokumenteret, at børn med sprogindlæringsvanskeligheder blandt andet har markant øget risiko for læsevanskeligheder og for et voksenliv med arbejdsløshed og ensomhed.
Der er altså gode grunde til at forsøge at bedre børnenes sprogfærdigheder og deres muligheder for indlæring, så de får udsigt til et bedre liv på kort og længere sigt. Men bedringen af færdighederne blandt disse børn kræver tilsyneladende en langvarig og specialiseret indsats, og grunden til det skal nok findes i baggrunden for deres vanskeligheder.

Årsager til sprogvanskeligheder
Der kan være mange årsager til, at et barns sprogfærdigheder er så mangelfulde, at der opstår vanskeligheder med kommunikationen. I den offentlige debat er der som nævnt tendens til at fokusere på de børn, som har begrænsede erfaringer med verden og/eller med dansk.
Det drejer sig fx om de børn, der mangler viden om, at vand kan blive til is eller damp, eller at boller laves af en gærdej. Disse børn mangler erfaringer og generel stimulering, som sproget kan kobles til og få betydning, fx lydpakker som smelte eller hæve.
En anden gruppe børn har måske både været med til at bage boller og har fået sprog koblet på oplevelsen. Men sproget har været fransk, kurdisk eller et tredje sprog, så disse børn har behov for viden om, hvordan man taler om bagning og andre processer på dansk. Men det er altså ikke altid faktorer i børnenes miljø, som er forklaringen.

Bearbejdningsvanskeligheder
Vanskelighederne blandt de børn, som jeg ønsker at sætte fokus på her, børnene med sprogindlæringsvanskeligheder, kan ikke forklares med miljøfaktorer som de ovenstående. Det ser ud til, at disse børn har (subtile) bearbejdningsvanskeligheder i form af fx langsom bearbejdningshastighed og/eller manglende evne til at bearbejde lige så meget ad gangen som andre børn, fordi de har dårligere arbejdshukommelse. Disse vanskeligheder ser ud til at være relaterede til forskelle i hjernens struktur og funktion og til genetiske forhold.
De sproglige følger af bearbejdningsvanskelighederne kan være mange, som gennemgangen af sproglige karakteristika også viste.
Barnet med sprogindlæringsvanskeligheder kan fx have vanskeligt ved at fastholde lyden af nye ord længe nok i arbejdshukommelsen til, at lyden lagres. Det er også muligt, at barnet ikke bearbejder talestrømmen sikkert eller hurtigt nok til at opdage, at -ede er fælles for spillede, klappede og hoppede, og at endelsen signalerer, at handlingerne foregik engang.
Barnet vil skulle møde nye ord eller bøjningsendelser langt flere gange end andre børn, før indlæringen er god nok til, at elementerne kan anvendes på den forventede måde i kommunikationen med andre.
Selv når bestemte sproglige enheder ser ud til at være indlært, så barnet kan producere og forstå enhederne, kan anvendelsen være ustabil. Ida viser for eksempel, at hun har lært at sige blev og kan anvende ordet, da hun spontant fortæller, at mig blev hentet af mormor. Men da Ida bliver spurgt, hvilket dyr hun var på turen til Zoo, og hvor der altså forventes et svar i stil med jeg blev malet som en tiger – samtidig med, at Ida bliver optaget af tankerne om turen i zoologisk have – rækker ressourcerne ikke. Ida svarer: mig bie til tiger.

Ikke let at kende forskel
Det er ikke altid umiddelbart muligt at kende forskel på børn, som bare mangler sprogligt input og børn, som har decideret vanskeligt ved sprogindlæringen ud fra de sprogvurderinger, som pædagogisk personale i daginstitutionerne gennemfører på eksempelvis treårige børn.
Det skyldes, at de sproglige karakteristika/symptomer, som fanges i disse vurderinger, langt hen ad vejen er de samme for de forskellige vanskelighedsgrupper. Men det er væsentligt at forsøge at finde frem til de forskellige grunde til de mangelfulde sprogfærdigheder, for børnene har behov for forskellige indsatser.
Derfor vil det i nogle tilfælde være nødvendigt, at en logopæd, som har specialiseret viden om børns sprogvanskeligheder, foretager yderligere udredning, fx af barnets bearbejdning af sprog. Logopæden kan også foretage systematiske observationer, som kortlægger den varierende sproglige præstation, der ofte – som i eksemplet med Ida – vil kendetegne børn med indlæringsvanskeligheder.

Den nødvendige indsats
At nogle børn har dårlige forudsætninger for sprogtilegnelse, fx i form af mangelfulde hukommelsesressourcer, og at disse grundlæggende vanskeligheder kan have vidtrækkende og langvarige konsekvenser, betyder ikke, at vi skal kaste håndklædet i ringen. Tværtimod.
Det betyder, at vi må være særligt opmærksomme på at give disse børn et godt miljø for sprogtilegnelse, så de får mulighed for at tilegne sig så gode sprogfærdigheder som overhovedet muligt.
Men fordi forudsætningerne for sprogindlæring altså ser ud til at være grundlæggende anderledes for børnene med sprogindlæringsvanskeligheder, har de også behov for særlige sprogstimuleringsindsatser.
Disse børn skal ikke blot bades i endnu mere sprog eller stilles flere åbne spørgsmål som “hvad har du lyst til at lege”? eller “hvad har du lavet i weekenden”?, hvis der skal rykkes afgørende ved deres sprogfærdigheder. Derfor vil forældre og pædagogisk personale ofte have behov for at indgå i dialog med logopæden om:

  1. Hvilke specifikke mål der skal være for indsatsen her og nu såvel som på længere sigt
  2. Hvilke veje der kan være til at nå disse mål.

Gode bearbejdningsmuligheder
Grundlæggende handler det i sprogstimuleringen af børn med indlæringsvanskeligheder om at sikre, at børnene får mulighed for at bruge deres begrænsede bearbejdningsressourcer hensigtsmæssigt.
Det betyder helt generelt, at der skal være klare rammer og strukturer i børnenes hverdag.
Og i forhold til sprogstimuleringen betyder det, at det skal gøres så let som muligt for barnet at bearbejde de sproglige træk, som man har valgt at fokusere på, ved at nedtone udfordringerne på andre områder.
Har man eksempelvis som mål at ændre Idas påfaldende sætningsproduktion, kan der med fordel tages udgangspunkt i produktionen af velkendte ord med en ret simpel lydstruktur, fx “nu hopper han” eller “så blev jeg sur” frem for “nu springer han ud i swimmingpoolen og og det betød, at jeg blev rasende”.
Målet på længere sigt kan meget vel være, at Ida også vil kunne producere sætninger som de sidstnævnte, men hun vil have brug for at øve sig med de langt simplere sætninger, for at nå dertil.

Fortsættelsen
Vi har stadig meget at lære om sprogvanskeligheders natur og om de mest hensigtsmæssige veje til at afhjælpe dem – eller kompensere for dem.
Vi kan fortsat gøre meget for at forbedre børns generelle sprogmiljø, både derhjemme og i daginstitutionerne, og blive bedre til at tage højde for, at nogle børn har en ekstra opgave, fordi de har behov for at tilegne sig to eller tre sprog på en gang.
Men midt i alt dette må vi ikke blive overraskede over, at nogle børn uden ydre anledning har påfaldende vanskeligt ved at tilegne sig sprogfærdigheder, og vi må sørge for, at disse børn hjælpes på bedst mulig vis via særlige, specialiserede indsatser, der ofte bør involvere den viden, som logopæder besidder.

Kilde: http://bit.ly/1t1qigp

Skriv et svar