Byg et barn

At bygge et barn er en sjov aktivitet, når du vil arbejde med børnenes viden om kroppen. Du kan gøre legen helt enkel til 3-4-årige. Og du kan gøre den mere avanceret til 5-6-årige.

Du skal bruge:

  • digitalt kamera
  • printer
  • 4 æsker (eller flere, afhængig af hvor mange kropsdele I vil fokusere på)
  • lamineringsark og -maskine
  • saks
  • magnettavle
  • små magneter til billedkortene

Tag billeder af forskellige børns kropsdele, fx hoved, mave, arme og ben – og hvis det skal være mere avanceret så billeder af hår, næse, fødder, hænder osv. – eller fokusér alene på ansigtet.

Print billederne og klip dem ud. Laminér dem og klip ud igen. Sæt en magnet på bagsiden af hvert billede. Lav en æske til hver kropsdel, skriv kropsdelens ‘navn’ på hver æske. Lad børnene kategorisere billederne i de rigtige kasser. Og hvis I vil være avancerede kan I også kategorisere i højre og venstre.

Nu kan I bygge det første barn. Eksperimentér med kropsdele fra dreng/pige, sæt kropsdelene sammen på ‘forkerte’ måder eller lav barnet, som han/hun så ud rigtigt.

Snak med børnene om, hvad der afgør, hvilket køn, de synes, det ‘byggede barn’ har: “er det ansigtet eller tøjet, der gør, at du kalder barnet for en dreng?”

🐒 🐬 🐫 🐘 🐧 🐙

Du kan også tage billeder af dyrs kropsdele og sætte dem rigtigt eller forkert sammen 🙂


Ideen og teksten til dette indlæg har jeg i store træk fra Pædagogmors blog.

Loading

Leave a Reply