Jeg er vild med at være børnelogopæd! Jeg ved, jeg gør en kæmpe forskel for børnene og for deres sproglige og kommunikative udvikling. Men hvordan med forældrene? Gør børnelogopædisk intervention nogen forskel for dem?
Der blir forsket en masse i effekten af logopædisk intervention – virker det? blir børnenes kommunikation bedre? – se fx Susan Rvachews blogindlæg It makes a difference what we do eller Law, Garrett og Nyes fantastiske metaanalyse Speech and language therapy interventions for children with primary speech and language delay or disorder fra 2003. Forskningen viser klart, at det virker for børnene, hvis bare rammerne er i orden, og vi gør os den ulejlighed at bruge evidensbaserede metoder.
Men virker det for forældrene?
Det ka man da godt gå rundt og spekulere over …
Og se så lige denne forældreønskeliste:
I 2016 udkom Danmarks evalueringsinstitut, EVA, med rapporten Samarbejde mellem forældre og daginstitutioner. Rapporten beskriver, hvordan hverdagens forældresamarbejde bliver organiseret af vuggestuer, børnehaver og aldersintegrerede institutioner, herunder hvilket indhold der er i forældrearbejdet, og hvilke muligheder og udfordringer forældre og pædagogisk personale oplever i samarbejdet.
Øverst på forældrenes vejledningsønskeliste står punktet Hvordan kan jeg gøre mit barn parat til at gå i skole? Tadaaaaa! Det arbejder jeg sådan set med næsten hele tiden, når jeg har seancer med børn. Vente på tur. Give instrukser. Udføre instrukser. Lytte til andre. Holde på og bruge tusser, blyanter, sakse, linealer. Lave førskoleopgaver.
Hvordan kan jeg styrke mit barns læring? Tjulahop! Det har logopæden også på lager!
Hvordan kan jeg styrke mit barns sprog? Børnelogopædens kerneydelse!
Jeg er kisteglad for mit arbejde, så det her blir jeg bare mere glad af! Og endnu mere glad blir jeg for, at jeg arbejder forældrebaseret: jeg har altid mindst én omsorgsperson med, når jeg arbejder med et barn. Typisk far, mor, bedsteforældre. Sommetider stuepædagogen eller specialpædagogen. Jeg har barnets voksne med i interventionen, fordi jeg helt principielt synes, man er for lille til at være ansvarlig for sin egen sprogudvikling, når man er et barn.
Og når det, jeg arbejder med – ud over drilske fonemer, umulige pronominer, besværlige narrativer eller … – så ovenikøbet står øverst på forældrenes vejledningsønskeliste, så må det jo være über-HOT at tage med sit barn til logopæd!