Rasmus Alenkær har skrevet et blogindlæg om ‘den konsultative bølge’, som han kalder det. Han er psykolog, så hans indlæg handler om PPR-psykologer. Når jeg ændrer ordet psykolog til logopæd, beskriver indlægget skræmmende præcist den situation, vi har befundet os i i lang tid som PPR-logopæder.
Må eksperter give gode råd?
I 00’erne slog team-organisering for alvor igennem i skolerne. Ud med “den privatpraktiserende underviser” og ind med “den åbne dør” og mere samarbejde.
Samtidig slog “den konsultative bølge” igennem på landets PPR-kontorer. Psykologer og konsulenter skulle nu i mindre grad se og tale med børn, men i højere grad arbejde indirekte om den pædagogiske opgave, dvs. i mødelokaler med de før omtalte team. Her skulle man som psykolog og/eller konsulent forlade sin “ekspertposition”, og i stedet facilitere teamets undersøgelse af egen praksis, for derved at finde svar.
Det er min vurdering, at “den åbne dør” og “mere samarbejde” er et væsentligt element i moderne, pædagogisk praksis. Det er ligeledes min vurdering, at teamet bestemt bør være i stand til at reflektere over egen praksis.
Men er det ikke gået lidt for vidt? Er det ikke på tide, at “eksperter” i langt højere grad for lov at bidrage med specialviden, uden at skulle lege systemisk-coach-procesdialog-facilitator-refleksions-partner-aktionslæringsdesign-leder? Disse “eksperter” kan være eksterne konsulenter/psykologer eller interne ressourcepersoner.
Bare en gang i mellem. Lærerne og pædagogerne har rigeligt at se til i forvejen.
Og så er der det, med økonomien.
Hvis et lærer/pædagog-team på 7 personer eksempelvis skal mødes en time om en given case, så skal der jo bruges minimum 7 arbejdstimer på dette. -Vel at mærke uden, at de 7 (i øvrigt dygtige) lærere/pædagoger nødvendigvis har særlige forudsætninger for at arbejde med komplekse, specialpædagogiske problemstillinger. Med 7 timer kan man komme RIGTIGT LANGT, hvis man er uddannet til at løse sådanne opgaver, hvilket psykologer og konsulenter jo er i højere grad er/bør være.
Så, jeg siger ikke, at teamet ikke skal arbejde selvstændigt med metodisk refleksion. Tvært i mod. Jeg har selv udgivet flere bøger om emnet og alle ved, at jeg fortaler for den slags.
Men, jeg siger, at vi skal have mere spillerum for de specialuddannede psykologer og konsulenter, der nogle gange skal have lov til at lave god, gammeldags undersøgelses- og rådgivningsarbejde i de komplekse sager. Simpelthen fordi det kan være billigere og mere effektivt.
Det er bare en idé og jeg har sikkert ikke fået alle detaljer med.
Hvad siger du til det?