På DRs side Ramasjang ligger et superfint lille spil, der handler om sætningsgentagelse og sætningskonstruktion. Spillet fåes også som en app både til Android og iPad.
På Ramasjangs forside klikker du på ikonet med Bamse og dernæst på ikonet med Bamses spil, hvorefter du kommer frem til en side, der ser sådan her ud:
Klik dernæst på Bamses hus og inde i Bamses hus på tavlen, der ligger på gulvet nederst i venstre hjørne.
Du kommer nu frem til en scene, hvor Bamse er ‘lærer’ for Kylling og Ælling, der på skift skal gentage det, som Bamse siger.
Bamse siger sætninger af typen: subjekt + verbum + objekt, og Kylling/Ælling (dvs. barnet) skal så vælge de ikoner, der passer til ordene i sætningen. Barnet har følgende kategorier at vælge imellem:
- subjekter: Bamse, Kylling, Ælling
- verber: leger med, hader, elsker, driller, prutter, sulter, sparker til, kysser, spiser
- objekter: Bamse, Kylling, Ælling, vandkande, boller, regnorm, potteplante, kyllingeben, lagkage, bolden
- konjunktioner: og, ikke
Man vælger ikonerne ved at klikke på dem, hvorpå de hopper ned i svarlinjen. Vælger man forkert og vil vælge om, klikker man bare på ikonet i svarlinjen, og så forsvinder det igen. Hvis barnet konstruerer den sætning, som Bamse bad om, får han ros – og ellers et fnis fra Bamse, hvis sætningen er forkert:
Når barnet har klaret nogle korte sætninger, skruer Bamse op for kravene, og sætningerne blir længere:
Hvis barnet svarer forkert, skruer Bamse ned igen, og sætningerne blir kortere.
Det, du arbejder med her, er for det første barnets auditive hukommelsesspændvidde – uden at belaste hans fonologiske kunnen. Han skal ‘kun’ huske og reproducere – ikke producere! For det andet har du fat i enkel, dansk syntax for fremsættende sætninger: først kommer den, der gør noget; så kommer det, han gør; så kommer det, handlingen ‘går ud over’: subjekt + verbum + objekt.
I kan lege med at ændre på syntaxen til verbum + subjekt + objekt. (Bare undgå verberne leger med og sparker til!) Hvad sker der så?