Jeg er ofte i engelsksproget litteratur stødt på oversigter over hyppigheden af de forskellige fonemer. En sådan oversigt findes – mig bekendt – ikke på dansk, desværre. Derfor kan det også være svært at forklare, hvorfor nogle udtalefejl kan virke ’værre’ end andre.

Jeg er ret sikker på, at hyppigt forekommende fonemer, der fejludtales, er mere iørefaldende end knapt så hyppige fonemer, der siges forkert. Så det har længe irriteret mig, at jeg ikke har kunnet finde en dansk hyppighedsoversigt.

Af ren stædighed har jeg derfor lavet en (næppe videnskabeligt holdbar) oversigt selv. Jeg ved ikke af, at der findes et allerede fonologisk transskriberet corpus af dansk talesprog, så for at finde et corpus, der ligner det sprog, som danske børn hører, har jeg taget udgangspunkt i Hyppige ord i danske børnebøger.* Jeg har fjernet alle egennavne som Puk, Troldepus osv. fra ordlisten. Dernæst har jeg brugt min egen nordsjællandske udtale af de hyppigste 1.010 ord (med i alt 303.726 forekomster) i sammenhængende tale som norm.

Jeg har brugt følgende principper i optællingen:

• Ordet ’og’ har kun ét fonem, nemlig /ʌ/. På samme måde har ’af’ og ’at’ har kun fonemet /a/.
• Ordet ’hunden’ = /h + u + n + n/, og ’hundene’ = /h + u + n + n + ə/.
• Et ord som ’tog’ kan være både ’et tog’ og præ­teritum af ’tager’, jeg har skønnet, at verbet er hyppigere end substantivet – derfor to lyde: /t + o/.
• Jeg har optalt konsonanterne både som en­keltforekomster og i konsonantkombinationer.
• Jeg har ikke delt vokalerne op efter stavelsesposition el­ler i svag-/stærktryksstavelser. (Det ærgrer mig dog, at jeg ikke gjorde det, for det kunne godt nok have været interessant viden!)
• Jeg har ikke markeret, når en konsonant er stavelsesbærende.

Enkeltkonsonanter
Af tabellen med konsonanthyppigheder fremgår det ret tydeligt, at det er de al­veolære konsonanter, der er flest af (næsten 54%), hvorimod de velære konsonanter kun teg­ner sig for lidt over 9%. Så når der er mange mange børn, der fronter, kan det helt enkelt (og­så) være fordi, de hører disse lyde oftere! Og ef­tersom der er meget færre velærer end alveolæ­rer, er det også meget mere påfaldende at backe alveolærerne end at fronte velærerne.

I følge optællingen er /s/ det tredjehyppigste fonem på dansk, så det er ikke sært, at stopping af /s/ (eller læspen) er meget iørefaldende.

Konsonantkombinationer
Den samlede liste over konsonantkombinationer er på 179 varianter fordelt på 42.246 forekomster initialt, medialt (heri er medtalt kombinationer over stavelsesgrænser) og finalt. Jeg har derfor ’kun’ medtaget de hyppigste 27 kombinationer – der dækker 80,5% af samtlige.

Igen er /s/ meget hyppig (af de 27 hyppigste kombinationer udgør de næsten 39%), så det er klart, at fejl i /s/-kombinationer er meget iørefaldende. Kombinationer med velærer udgør kun 18,5% af de hyppigste, så de er ca. halvt så hyppige som alveolærkombinationerne (med undtagelse af dem med /s/), der udgør lidt over 37%.
59 forskellige kombinationer af de 179 er med 3 konsonantfonemer (6,5% af det samlede antal kombinationer), og kun 4 kombinationer er på 4 konsonanter (0,05%).

Vokaler
De urundede fortungevokaler udgør over 46%, mens bagtungevokalerne udgør næsten 35%.

De rundede fortungevokaler udgør kun 2,5% af vokalerne, så når de er udråbt til at være ’de sværeste’, kan det altså også skyldes, at de ikke høres ret ofte. Og jeg skal ikke kunne afvise Roman Jakobsons tanke om, at de fonemer, der er mindst hyppige på alle verdens sprog, også er de fonemer, der er mindst hyppige i de sprog, hvor de forekommer.

Maegaard B & Ruus H (1981): Hyppige ord i danske børnebøger; Gyldendal, København.