Med plastiklommer til samlekort som de her kan du nemt og hurtigt konstruere alskens instruktionsspil à la præpositionsspillet, hvor I skiftes til at bestemme, hvilken handling den anden skal udføre. Hvert charteque har 9 lommer, så spillet er hurtigt spillet.
Når alle instrukser er udført, kan I tjekke med hinanden – har vi gjort det ens?
Her er vi fx i gang med et spil med billeder, der alle har finalt /d/. Barnet og jeg har de samme billeder til rådighed, og vi skiftes til at fortælle hinanden, i hvilken lomme det næste billede skal lægges – samtidig med, at vi hver især udfører den instruks, som vi gir til modparten. Vi har et par høje bøger stående på højkant imellem os, så vi ikke kan snydekigge, så klart!
Instruktionerne lyder fx sådan her:
- øverst i det ene hjørne skal der være en billet
- nederst i samme side skal der være en sut
- imellem sutten og billetten skal der være en leopard
- der skal være en pilot ved siden af leoparden
Plastiklommerne måler hver 64 x 89 mm, så så længe du bruger billeder, der er mindre end dét, kan du bruge alle billeder, som du har 2 eksemplarer af, til den her slags instruktionsspil. Og hvis dine billeder ikke er alt for tykke, kan der godt ligge et par stykker af dem i hver lille lomme. Så kan jeres instruktioner blive lidt mere avancerede:
- læg den røde kanin i den samme lomme som den blå hund
- læg den røde kanin bagved billedet af den lilla hund
- læg den røde kanin foran billedet af den blå edderkop
- tag den blå hund ud af sin lomme og læg den sammen med den lilla hund
- put en gul hund og en grøn edderkop i lommen ovenover den blå hund – edderkoppen skal være forrest
- den gule og den orange edderkop skal ligge i en tom lomme – den orange skal være bagerst
[…] Holderen vil fx være rigtigt velegnet til at sænke slagskibe på – og til at spille præpositionsspil og instruktionsspil. […]