Forleden blev jeg spurgt af en specialpædagog-kollega: Jeg arbejder med et 4-årigt barn, der gentager alt, hvad vi siger til ham – hvorfor gør han det?
Så vidt jeg kan se, kan der være i hvert fald 3 forklaringer:

1. Gentagelser af samtalepartnerens ytringer kan både være en måde at få det hørte rundt om den motoriske og auditive korttidshukommelse – så man bedre kan forstå og huske (tænk på, når du fx har brug for at huske et telefonnummer, eller når nogen siger et svært ord, og du beder dem om at gentage det og dernæst gentager det for bedre at huske det). På den måde hjælper barnet sig selv med at få det hørte ind i langtidshukommelsen.
2. Og det kan være et autistisk træk kaldet ekkolali, hvor barnet gentager den foregående taletur, fordi han godt ved, at det forventes, at han skal sige noget, men ikke helt har gennemskuet, hvad der ville være relevant/adækvat som næste taletur.
3. Endelig kan det være et småbarnligt træk (og til dels også et autistisk træk), hvor barnet bare gør det samme, som de voksne gør med børn, der ikke er helt nemme at forstå: når barnet siger noget, gentager den voksne det for at vise, at ‘jeg er helt med på, hvad du siger’, eller for at sikre sig at ha forstået barnet korrekt – evt. med en spørgende intonation – du har slået dig? Så barnet har lært, at det er helt adækvat at gentage samtalepartnerens taleture, og derfor gør han bare det samme som de voksne.

Hvorfor gentager drengen så andres taleture? Det må man som professionel gå på opdagelse i sammen med forældrene. Opgaven handler dybest se om at finde ud af, om det er OK, at han gentager – eller om han har brug for hjælp til at producere mere passende taleture.